Twats in Tweed

Afrejse

Efter i månedsvis at have bakset med papirer, bil og andet praktisk, føltes en tur til Mongoliet en smule uhåndgribelig. Heldigvis havde de flere måneders forberedelse båret den frugt at vi stadigt stod, tre mand høj, i Marc og Alexanders lejlighed kl. 1 om natten, 5 timer før vi skulle i lufthavnen og diskuterede hvad man egentligt burde pakke… Vi har derfor alle pakket lidt tilfældigt, f.eks. består Ulriks varmest indslag af en tynd hættetrøje – og sovepose blev der ikke lige plads til.

The Bugle Inn

Da vi kørte fra Dunstable, hvor vi havde hentet vores biler, åbnede det smukke engelske folk straks deres hjerter for os, og thumbs up blev rundhåndet uddelt på vejene når tweedmobilen passerede. Efter lidt countryside sightseeing og stolt engelsk madkultur (large menu i UK = komplet familiemiddag i DK), blev første overnatning henlagt til en yndig lille forstad, kaldet Botley, uden for Southhampton, på en B&B kaldet Otter’s Green.

Vi rådførte os straks med den første unge Englænder vi stødte på (en klassisk britisk skønhed, skæve tænder inkluderet) om hvor festen ville foregå i aften. Vi var heldige, i aften var den store poolturnering på en af byens to kroer. Yes! Vi endte dog denne aften på den modsatte kro, The Bugle Inn, til stort anlagt quizaften, hvor vi som hold skilte os lidt ud. Vi var halvt så mange holdmedlemmer, halvt så gamle, knapt så britisk indfødte, men dobbelt så glade for baren. Quizzen forløb på eneste måde, den kunne, vi indkasserede et rungende nederlag, men med højt humør, til stor begejstring for de lokale.

Tabet var acceptabelt – de andre sad med danskvand, druesukkervand og andre usportslige ting – vi indhalerede GTs og øl.

Vi modtog vores præmie da stedet lukkede (en pakke maltesers) og stavrede hjemad, endnu beruserede over at vi korrekt havde identificeret at et ”Logan berry” består af dels raspberry og dels blackberry.

I løbet af aftenen fandt vi ud af at byens to kroer , som var placeret direkte på hver sin side af gaden, lå i en indædt fejde, og beskyldningerne om hinandens utilstrækkeligheder og fejl blev lystigt berettet af bartendere og stamgæster – vi havde heldigvis valgt rigtigt, mente de.

– og hvis nogen forresten kender en Kaj fra Kolding, så kan I hilse fra bartenderen.

Safety first

Det var blevet tid til at møde de andre ralliers, så vi begav os mod den fælles camping, hvor Ulrik ca. 15 min. inde i sin britiske debut kørsel præsterede et elegant venstresving direkte over i højre vognbane mod modkørende trafik, Alexander afværgede dog hurtigt situation med en strakt hilsende arm ud af bilens vindue, ledsaget af ”No worries, we are Danish! Everything is under control!”.

Her mødtes vores tre hold, og lejren blev sat op. De ellers planlægningsmæssigt udfordrede arrangørerer viste sig desværre at have en forkærlighed for regler, så bilens grill var et no go, både i dag og til starten i morgen. Skuffende ja, men ifølge løbets safety officer ville grillens varme antænde bilens benzintank (på 1,5 meter afstand og med 4 metalvægge igennem) og samtlige 300 løbsbiler blive opslugt i et inferno af eksplosioner. Vi accepterede trodsigt – efter de havde delt gratis øl ud.

Løbsledelsen kom dog forbi og hilste pænt på sin runde rundt til bilerne og Tweedmobilen indgik i sit andet photoshoot.

Løbstart

Næste morgen kørte vi straks over på tracket, hvor der var mange turister. Tweedmobilen var hurtigt et hit, blandt såvel kørerer som turister. Efter fremvisning kørte vi ud på racerbanen, hvor en begejstret folkemasse modtog bilen, med Alexander bag rattet med piben tændt og Ulrik med grillhandske og -tænger ivrigt klaprende af sted. Det skulle dog senere vise sig at et andet hold måtte udgå straks efter turen rundt på banen. De havde orienteret sig til den forkerte side og blev påkørt. Ingen kropslig skade, men en totalskadet bil. Kom nu med i programmet, England, og kør som os andre!¨

Turen gik straks til færgen fra Dover til Calais, men få timer efter ankomst til kontinental Europa (eller blot Europa som, i Alexanders verden, ikke omfatter landområder som Storbritannien, eller lande øst for Luxembourg) måtte de trætte eventyrere kapitulere og køre ind på en rasteplads lige efter Bruxelles for at sove.

Det lange stræk

Søndag stod den på kørsel fra Bruxelles, til Tjekkiet (byen Pilsner/Plzen), omkring 1000 km…

Og det var tid for tweedmobilen at vise hvad den kunne, eller rettere hvad den bestemt ikke brød sig om. I sidste kategori finder vi ting så som bakker med en hældning over 5 %, hvilket straks sænker farten fra 120 til 80 i lavt gear ledsaget i hvinende utilfredshed fra motoren. Det skulle vise sig at Sydtyskland er mere bakket end pyrenærene, så med konstant beroligende tale til bilen klarede den sin første manddomsprøve. Da vi missede den sidste benzintank måtte hold Marc+Peter og Alexander+Ulrik køre af motorvejen for at finde benzin.

Her mødte vi ved et større tilfælde et britisk par, komplet afsides fra ruten på en øde vej, hvor de stod med en flækket kølerslange på en søndag, midt i ingenting. Så 45 min. senere med hjælp fra Peter og Marc og gaffa + strips var bilen køreklar og vores konvoj var vokset med en halv. De tre biler viste sig dog hurtigt ikke at være ligeværdige da tweedmobilen kørte med fart tilpasset til vejens aktuelle hældning.

Vi endte dog samme sted alle sammen, da tweedmobilens hurtige ture ned af bakker, men langsomme træk opad, endte med at distancen var tilbagelagt på samme tid som en normal bil der kører med en konstant hastighed.

Undervejs gennem Tyskland stødte vi på en kø eller to, på motorvejen. Det tyske motorvejspoliti har dog ikke så meget til overs for folk der kravler udenpå deres biler for at sætte et videokamera op, med 70 km/t, har Alexander erfaret – men det blev aldrig til mere end lidt råben og skrigen over politivognens megafon.

Dog mente Ulrik ikke at hans bekendtskab til den tyske vej var stort nok, så efter at han havde glemt et spil Bezzerwizzer på taget af bilen, da vi var kørt fra en tankstation, måtte han ud og løbe på den. Som en junglekat farede han ud fra rabatten midt ud på motorvejen for at hente, hvad der viste sig at være spillets låg, med stor hast. Da han kom tilbage til bilen, stod resten af spillet stadigvæk fint på taget.

Synet af tjekkiske letpåklædte vejarbejdere illustrerede at vi officielt var i Østeuropa og kunne læne os tilbage med en Urquell (hvis fødeby vi var ankommet til), hvor de lokale kiggede skeptisk på os, men især på bilerne da vi forklarede at disse om fire uger ville suse over Mongoliets sletter.

I aften står den på Jules Verne fest i Tjekkiet på et gammelt slot i Klatova, kun 50 km væk. Vi bukker og nejer, parat til en dag med ligesindede tosser.

Efter vi havde fået vores tagbagagebærer og grill monteret, var det tid til at få resten af vores sager sat på Tweedmobilen.

Indkøbt var brandslukker, radio, højttalere, eksterne lygter, en sirene og knapper dertil. På 3 dage fik vi monteret alt og finpudset det hele.

Simon Klint hjalp alle tre hold utroligt meget med el-installationerne og vi havde aldrig nået det, hvis ikke han havde hjulpet os. Tak, tak og tusind tak, Simon – du er en knag.

Vores grill var blevet svejset på så bøjlen der er til at holde låget, sad lige over de stænger der holder hele grillen. Så vi måtte bore nye huller til bøjlen og flytte den. En smal sag.

Sirenen fungerer fremragende når man skal advare andre trafikanter og fodgængere, men duer bestemt også hvis en sød pige eller to fortjener et fløjt (eller et sirene-pip).

Vi søgte for længe siden om et sponsorat fra DFDS, så vi kunne komme gratis med færgen fra Esbjerg til Harwich, men fordi vores tur ligger lige i højsæsonen, ville de ikke hjælpe. Det kan vi sagtens forstå.

I stedet har vi nu fået hjælp af ICT Logistics der transporterer vores biler til England, og så flyver vi selv derover og henter dem.

De blev lastet mandag morgen og er nu undervejs.

Vi flyver selv klokken 7 om morgenen på tordag, d. 22., og vi ser frem til at hente bilerne og køre til startlinien.

Det hele løber af stablen på lørdag, d. 24., og så er der ingen vej tilbage – kun frem mod Mongoliet.

Tusind tak til alle jeres søde ord og opmuntrende tilråb undervejs – vi vil forsøge at få fortalt det meste af hvad der foregår undervejs, men ellers fortæller vi gerne når vi er kommet hjem igen d. 30. august.

Så var tiden kommet til at give bilen det pift, der ville få enhver Kazakhstaner til at vende hovedet og udbryde “Var det lige en tweed-malet Alto, med på-svejset Webergrill, der lige susede gennem vores ørkenlandskab?” Yes!
Alexander havde gennem lige dele smiger og businesslike talent fået en aftale i stand med Weber og Studios, så vi og bilen igennem to kontinenter kunne afspejle den rette blanding af eventyr og britisk stiff upper-lip.
‘Desværre’ kunne Weber kun levere den ønskede grill i nummeret større end planlagt. Efter en kort konsultation var stemningen klar: Des større grill, des bedre! Og Weber svigtede ikke, så en torsdag eftermiddag begav Altoen sig ud på sin første tur, med begge eventyrerer lykkelige bag rattet og en Weberkasse bagi vognen.

Turen gik til Holbæk, hvor Sjællands fremmeste smed havde sat sig for at forvandle en mondæn Suzuki til Mongol Rallys bizarre indslag. Ulrik havde ugen forinden demonstreret sine mangler ud i navigation, da en simpel tur til Roskilde var endt i Bagsværd. Så det blev hurtigt vedtaget at Alex førte vej på motorvejen, med Ulrik og Altoen aldrig mere end et par meter bagved af frygt for at ende alene på det danske vejnet.

Begejstringen ville ingen ende tage da de to herrer et par dage efter, fik resultatet at se.

Den var god nok; på-svejset roof rack, med inddeling til to jerry cans på toppen, samt et styk limegrøn Weber på bagklappen. Et par highfives senere, skulle weberen opleve lidt af verden. Jomfrurejsen blev til Ikea, hvor bilen let blev spottet af venner og bekendte (det er åbenbart svært at være inkognito med en Mongol Rally klar bil i lille København.)

Sjældent virkede turen så tæt på, som nu..!

Så blev hingsten over alle hingste undfanget: vores Alto er blevet malet.

Alexander, Laurids og Jakob mødtes om torsdagen for at male bilen, imens Ulrik var på Roskilde Festival, i den tro at det ville tage 6 timer at få malet bilen – det skulle vise sig at være helt helt ved siden af.

Efter bare 5 timer løb vi tør for maling og malertape, men var ikke engang i nærheden af at være færdige. Kun halvdelen af de vertikale linier var malet.

Efter arbejdstid fortsatte Laurids og Alexander om fredagen med at trække malertape og male.

Men skumringen stoppede os, så vi måtte gøre bilen færdig lørdag.

Klokken 10 lørdag morgen mødtes Alexander og Klinten for at trække kabler i bilen til de eksterne lygter der skal monteres på tages og til sirenen i motorrummet.

Købt i Biltema Malmø: Eksterne lygter der vil få bilen til at ligne Mickey Mouse.

Ved 11-tiden kom Laurids forbi – nu skulle bilen males færdig!

Men verden var imod os. På bilens højre side ville malingen ikke sidde særligt godt fast. Hver gang vi trak malertapen af, røg næsten al malingen, der var under tapen, af.

Mega frustrerede måtte vi så male de manglende striber med hjælp fra postkort. Alexander og Simon (Jakobs lillebror som arbejdede ude på Metronome den dag) måtte holde postkort op til kanterne på de forsvundne firkanter, så Laurids kunne male dem op og vi undgik at bruge malertape på den svage side.

Efter 11 timer var bilen endelig færdig. Striberne, de mørke firkanter hvor de krydser og to Metronome logoer var endeligt malet.

22 timer, 7 kander maling og over 200 meter malertape skulle Altoen bruge for at stå så flot som den gør i dag.

Tusinde tak til Laurids for en fuldkommen uvurderlig indsats på et projekt der varede næsten 4 gange så lang tid som først antaget.

Næste stop: få påsvejset tagbagagebærer, webergrill på bagklappen og monteret lygter og sirene.

Vi kører ikke løbet til sommer helt alene. Marc, Alexanders bror, kører i en Skoda Felicia med sin kammerat Peter og Alexanders far, Kim, kører i en Hyundai Accent sammen med sin bror, Tim.

I dag var dagen hvor vi klokken 8 om morgenen havde en aftale med Danny fra Auto 4 You. Han havde i tidernes morgen tilbudt at tjekke alle vores biler for alvorlige ting, vi skulle have lavet inden vi tog af sted ud i verden.

Vores Suzuki var den første der blev kontrolleret for fejl og mangler. Ud over at der var undervognsbeskyttelse overalt i motorrummet så var der ikke en finger at sætte på bilen – SÅDAN! Vores bil er en sand 13-talsstudent!

Herefter var det Kims Hyundai, som bortset fra nogle få mislyde fra motoren også klarede frisag.

Sidst men ikke mindst var det Marcs vogn: Skodaen. Bilen ville ikke starte og vi havde haft det problem med den over flere dag. Nogle gange ville den gerne starte med strøm fra andre og andre gange ville den ikke. Marc havde imellem to startforsøg – imens den fik strøm fra min egen vogn – rodet rundt nede bag ved radioen – og det gjorde udslaget. Nu ville den gerne starte når den fik strøm, men den kunne ikke holde på det. Der var en markant brændt lugt i bilen som kunne tyde på en mindre kortslutning nede bag radioen, men det blev aldrig fastslået.

Danny udpegede straks bilens batteri som synderen – og sandt nok: den startede første gang efter et nyt var sat i.

Herefter tog vi alle på arbejde, men mødtes senere igen for at tage til Biltema i Malmø. Der er nu blevet høstet godt ind med ekstraudstyr og praktiske sager – men det fortæller vi om næste gang.

Vi havde slet ikke travlt med at få købt en vogn – men pludseligt fik vi en mail fra arrangørerne om at vi inden en uge skulle have anskaffet os et køretøj. De mongolske myndigheder skulle nemlig bruge detaljerne så vi kan få den solgt når vi ankommer.

I flere uger havde vi støvsuget alle de danske brugtbilsdatabaser og intet åbenlyst var dukket op, indtil dagen efter vi fik e-mailen. En lille djævel af en Suzuki Alto 1,0 GL (good luck?) var kommet til salg nede i Solrød for 12.500 kr.

Vi fik hurtigst muligt bakset os ud af døren og af sted for at se på dyret. Under prøveturen gik det trægt, for at sige det mildt, den kørte solidt, upåklageligt og som en drøm, men ville ikke op på 100 km/t. Men tålmodighed og lange distancer til at få ordentligt gasset op er noget vi ved kommer, så  med lidt købetalent og en stædig sælger endte vi på 11.000 kr. og så gik turen hjem. Mod Købehavn kom bilen da også op på 140 km/t, takket være en nedadgående hældning og god medvind.

Vi vil nu aldrig miste troen på vores Suzuki og der skal en dobbelt totalskade til før vi vil overveje at modtage et lift fra andre. Vi skal i mål med vores gule bandit.

Herhjemme havde vi begge lagt hovederne i blød for at finde på et tema til bilen, men var ikke kommet frem til en konklusion. Politiken skrev en morgen om at Gladsaxe Ny Teater lukkede og at de i den sammenhæng ville sælge hele deres kostumeafdeling. Det kunne vi ikke sige nej til at køre forbi og kigge på.

Efter en god del søgen og leden igennem det mest støvede og mølædte møgtøj, fangede Ulriks øjne noget fantastisk.

De to allermest mølædte sæt der overhovede var – og de var af tweed. Der var nu ingen tvivl: Twats in Tweed (idioter i tweed) var født. 25 kr. for buksen, 50 kr. for jakken – 150 kr. for et tema der vil slå sokkerne af alle der ser os.

Herefter fandt vi sixpencekasketter hos Tolstrup og piber hos den sidste pibeforhandler på strøget.

Med hjælp fra Laurids, som senere skal male vores bil, fik vi en eftermiddag adgang til et studie hvor vi fik knipset nogle billeder i en ruf  som vi kunne bruge i vores søgen på sponsorater og medvilje.

I løbet af denne her uge får vi forhåbentlig malet vores bil. Vi har virkelig lagt hjernerne i blød og har været igennem mange skitser og idéer. Resultatet af den længere tids brainstorming kan ses herunder. Et simpelt tern der vil matche flot til vores labre jakkesæt – der bliver ikke et øje tørt.

et hurtigt mock-up af hvordan bilen skal males: