Show me the way to the next borderpost.
(NB: Der er lagt flere billeder op på de tre foregående indlæg)
Åh min gud, hvor er vi nået til..? For første gang på turen følte vi os for alvor langt væk hjemmefra, da vi rullede ind i den lille usbekiske grænseby Bukara. Byen var fyldt med Mongol Rally hold, da det var et naturligt sted for nord- og sydrute folk at mødes på midten, de lokale syntes som altid vi var fra forstanden, men nu begyndte ordinære vestlige turister at måbe over hvordan så ringe biler, havde fragtet så ringe eventyrere så langt. Byen i sig selv var ganske charmerende, en klassisk ørkenby, med enorme moskeer, der i sig rummede hundrede meter lange basarer.
Efter en tur gennem ørkenen lugter den gennemsnitlige person værre end gnu, og vi var ingen undtagelse. Om vi havde redet på selv samme dyr fra grænsen, kunne vi ikke være i værre forfatning end tilfældet var, så det blev en dag brugt på at pleje sin krop og se frem mod turen til hovedstad Tashkent.
Der var dog ingen tid til at hvile på laurbærrene da vildmændene (yes, skægget har groet siden Iran) havde kurs mod Kirgisistan, som ligger i den sydøstlige ende af Usbekistan. Aftnerne i Samarkand, Tashkent og Andijon blev derfor taget i roligt tempo, hvor det blev tjekket om grænseovergangen var åben (Tim kom straks i omdrejninger og ringede rundt til sine kontakter på diverse ambassader, ministerier og NGO’er) og diskuteret hvilke forholdsregler vi burde tage os. Det blev derfor kun til en kort bytur i Tashkent for Marc, Alexander og Ulrik, da vi som Antropologer, måtte til bunds i hvorfor:
1) Barerne havde rækker af tomme sprutflasker på hylderne og kun tilbød ”good russian beer”.
2) Landets største banker og diverse vekselerer solgte os den lokale møntfod til voldsom overkurs? Denne blev bedre dag for dag, så enten oplever landet en galoperende hyperinflation, eller også kan man blive meget rig meget hurtigt ved at tage til Usbekistan med dollars på lommen (så er den givet videre).
3) Tjenere nægter at forstå hvad man bestiller. Eksempelvis når Alexander bestiller pandekager og tjeneren som et naturligt opfølgende spørgsmål forhører sig ”Hvor mange ønsker herren?” og samtidigt illustrer at en pandekage kun er på størrelse med en ølbriks. Alexander bestiller uvidende tre styks, hvorefter tjeneren med et slet skjult grin sætter tre stykker fuldvoksen lagkage foran den forbløffede turist. Sådan Tashkent, det er måden at få solgt noget kage.
(Spørgsmål der åbenlyst kun kan belyses ved en bytur med de lokale.)
Karavanen rettede dagen derpå nervøst kompasnålen mod den kirgisiske grænse. Urolighederne i Kirgisistan, som gik ud over Uzbekere, var foregået i netop de to byer på vores rute og den britiske rejsevejledning stillede sig noget kritisk overfor vores rejseplaner.
Usbekerne må have en stortrivende hjulindustri, da vejkanten flyder med gamle dæk. Dette ville tjene som en advarsel for et rationelt tænkende menneske, men Ulrik valgte i stedet at køre efter sit veltrænede vejinstinkt. Dette resulterede hurtigt i et råbt ”JESUS”, da Ulrik mente han så højre forhjul frejdigt springe forbi førervinduet efter et voldsomt hul i vejen. Det viste sig dog blot at være en hjulkapsel og en ødelagt fælg, Tweedmobilens første reelle skade, og et tjept dækskifte senere var vi af sted. (Her er det vist på plads med en tak til Marc, der som en ægte kammerat valgte at filme optrinet med dertilhørende gode råd, frem for at give en hånd med).
Kirgisistan havde dog en streng dresscode og de tre biler blev, yderst høfligt, afvist ved grænsen. Der var intet at rafle om, Kirgisistan var ikke parate til os endnu da alle balloner endnu ikke var pustet op. Det blev derfor foreslået at vi kunne tage hele turen tilbage nordpå gennem Usbekistan, køre gennem Kasakhstan, og benytte os af den nordlige grænse til landet og derved undgå de værste brandpunkter. Det var der dog ingenlunde tid til, og det Kirgisiske visum vil derfor aldrig opleve tilfredsstillelsen ved et rødt tolderstempel. Æv.
Næsten skuffende, viste den Usbekisk-Kasakstanske grænse sig at være så uproblematisk, at to grænsevagter havde tid til at lære Alexander en Usbekisk sætning, som de mente han skulle afprøve på vagt nummer tre i det tilstødende kontor. Godt snøret vadede Alexander ind på mandens arbejdsplads og kaldte ham et endnu ukendt Usbekisk ukvemsord, til stor fryd for de tilstedeværende. (Vagterne fordriver ellers gerne tiden med at tjekke vores pas mellem 10 og 25 gange per overgang.)
Farvel til Stan’erne:
Straks efter grænsen blev det klart hvor stort et land vi var på vej ind i, da de andre stan’er fortonede som små provinslande sammenlignet med Kasakhstan, verdens 8. største land og det rigeste af alle stan’erne. Afstandene byer imellem svarer til at krydse Danmark et par gange, og de lokale stillede sig komplet uforstående overfor kort af deres eget land. Man ved man er i gode hænder når, når den prejede kasakh placerer sin pegefinger 1000 km i den forkerte ende af landet når han skal udpege den nuværende position, og man manuelt må trække hans finger hen over kortet. Dette er ikke et trick forbeholdt landarbejdere, men selv informationen på hoteller stirrer med skræk og rædsel når kortet over deres land præsenteres.
Det lykkedes dog at finde vej til landets gamle hovedstad Almarty som lå 800 km fra grænsen, dette bød undervejs på Alexander og Ulriks første in-car fest, da ruten passerede 11.111,1 km, dette blev selvfølgeligt fejret på behørig vis, med nyindkøbte mongolske veste (findes kun i størrelse small), vognen fyldt med balloner og provisoriske hatte. For en gang skyld modtog vi fuldt ud ansvaret for de undrende blikke. (Bare rolig, hele optrinnet er filmet)
Undervejs blev en overnatning dog henlagt til den mellemstore by Symkenth, hvor selskabet slog sig sammen med en Australier og en Irer (som insisterede på at bryde med den centralasiatiske brydemester, hvilket han muligvis fortrød senere) i et forsøg på at få en rolig øl. Dette slog fejl for Ulrik, der kl. 5 om morgenen befandt sig uden for byen i en privat sprutforretning (vist ejet af byens iværksætter), hvor alt var gratis. Godt beruset blev Ulrik ført til en ventende taxa, hvis chauffør lod sig forstå at Ulrik var professionel rallykører, frem for deltager i mongol rally. Han mente bestemt at den betydeligt overrislede turist skulle føre taxaen for at vise sine kundskaber, men valgte, da dette blev nægtet, i stedet at demonstrere sine egne rallyevner. Dødskørsel og to timers søvn senere (henlagt til en stol frem for sengen..?) var Ulrik noget modstræbende da han blev præsenteret for ideen om en 600 km tur mod Almaty.
Som Kasakhstans største by kan Almaty byde på alskens luksus, hvilket Tim straks udnyttede ved at booke os ind på Hyatt Regency Hotel, hvor de to vestbærende drenge blev modtaget med venlighed og en smule skepsis. I alt fald virkede det til at der var et vist ønske om at den fine ternede bil, ikke parkerede unødigt længe foran hovedindgangen. Det var tydeligt at The Hyatt var voldsomt overdressed i forhold til deres gæster.
Godt ovenpå efter en nat i bløde omgivelser, mente Ulrik og Alexander at det var tid til at byde de to makkerhold Adjø, for at begive sig på en 1000 km afstikker mod Astana. Det blev besluttet at ved en tidlig afgang og skippede måltider kunne bilen være fremme i nogenlunde fornuftig tid, givet at ingen større skader indtraf…
Det var derfor med stor forargelse at Alexander drejede ind på ”hovedvejen” mod Acxana (ja netop, ikke Astana), da denne i højere grad mindede om banen i et forhindringsløb end en motorvej. 20 km inde forsøgte Alexander sig med et flyvehop, og et dertilhørende fladt hjul. Heldigvis intet problem, da bilen endnu havde to reserver i behold. Ulrik steg ud, beså skaderne og konstaterede at begge fælge på højre side var ødelagt, hvorefter Alexander måtte berette at også venstre baghjul også var gået til de evige landeveje.
To biler blev stoppet, som forklarede at nærmeste by var 600 km forude, hmm… The Serbian Monkey’s blev enige om at skifte to hjul og køre fladt de 20 km tilbage til den senest observerede bebyggelse (3-4 faldefærdige huse). Men da forhjulet viste sig at være rustet fast, og donkraften krøllede sammen under bilens vægt (c’mon, bilen er på størrelse med en cykel og vejer i omegnen af 16 kilo, hvor ringe kan en donkraft være???), så højre baghjul faldt halvt af, begyndte blikket i de to drenges øjne at flakke lidt, mens samtlige muligheder blev vendt.
I et forsøg på at låne en ny donkraft, blev en landrover med tre ældre herrer stoppet. Disse tre vindbidte kasakhstanere havde tydeligvis brugt deres ungdom på at bekæmpe kriminalitet iført farvestrålende kapper, og medgav at vi stod i en presset situation, men konstaterede at værre var det heller ikke. Da Alexander foreslog at han kørte med dem til nærmeste by for at prøve at finde passende suzukidæk (en håbløs mission), blev dette prompte afvist og et styks muggert, elektrisk pumpe og en herrestørrelse hammer blev lånt af tre mand i en pickup.
Efter en fem minutters debat de tre herrer i mellem, blev arbejdet påbegyndt, med det resultat at Suzukien en time senere var i besiddelse af fire velfungerende hjul på vognen, samt to på taget og var klar til de resterende 600 km. Fuldstændigt lamslåede forsøgte tweedmobilens indehavere at betale de tre mand i dollars hvilket blev afslået på det kraftigste. Da ruten blev forklaret blev der til gengæld slået en stor latter op, da dette bestemt ikke var vejen til Astana, men derimod en rute der ville have sendt bilen 600 km ned af en blind vej… Sjældent har udtrykket ”held i uheld” haft større ret.
Den resterende tur til Astana blev afviklet uden større problemer, hvor højdepunkterne var god røget fisk (købt af et familieforetagende i vejkanten), to fartbøder på hver 100 dollars som dog blev forhandlet ned til 10 dollars (hvorfor der på en flad lige motorvej, opstår et pludseligt behov for en 50 km zone, må stå hen i det uvisse. Sikkert og vist er det dog at der er betjente for enden af hver eneste) og en bøde fra en stærekasse i en 20 km zone !
Det gamle trick med at afmontere situationen ved at spørge betjenten om vej inden han har forklaret hvorfor vi blev stoppet, som var det os der ønskede at tale med ham, virkede på ingen måde overfor Kasakhstans emsige politikorps.
Den besværlige tur viste sig dog at være det hele værd, da Astanas byporte bød velkommen til sin besynderlige arkitektur. Hovedstaden blev rykket til provinsbyen Astana i 1994, og en stor kunstig by blev hurtigt stablet på benene (som Brasilia i Brasilien). Den sydlige del af byen, som huser de offentlige bygninger, er gennemført arkitektegnet hvilket har skabt en imponerende, men komplet død, bymidte, da byen primært huser tvangsflyttede offentligt ansatte.
Efter en særdeles våd og dyr aften på en af byens to natklubber (Chocolate som lå under Radisson hotellet krævede rask 800 kr. for fire drinks, en vandpibe og en kande the…!) kæmpede de to fyre sig hjem i de sene nattetimer, da de den efterfølgende dag havde kurs mod den russiske grænse og de øvrige hold. (Der var vist også noget med en stripklub og en arrig taxachauffør, som selektivt er blevet fortrængt…)
Serviceinfo: Føler man sig noget på fremmed grund og uciviliseret når man kører gennem den Kasakhstanske slette, kan det afhjælpes ved, som den eneste, at benytte blinklyset ved overhalinger.
Write a Comment