Twats in Tweed

Det persiske riges hovedstad

Esfahan cementerede at den Iranske befolkning hører til blandt de venligste og bestemt ikke er et religiøst fanatisk folk. De lokale er moderne klædt og de engelsktalende er ikke blege for at melde ud at landet styres for strengt og at de fleste ikke er voldsomt religiøse. De unge piger har sløret trukket langt tilbage, går med sminke og vestligt tøj og visse er ikke for generte til at tale med fremmede. Et par dejligt fredfyldte dage blev nydt i denne datidens metropol, hvor kun en lille svejsebrand i tweedmobilen og en hotelregning vi ikke havde råd til at betale forstyrrede idyllen.

Vi besøgte Esfahans største og mest fantastiske moske. Tårnhøj, bred som Fyn og lige så blank og glimtende som Ole Henriksens hud. I en af salene stod et bord fyldt med bøger og rundt langs væggene var der plancher med udtag fra korans hellige skrifter. Rundt blandt os seks danskere kom der pludseligt en mand og bød på en slags slik der nemmest kan forklares som en form for blød og sød fransk nougat. Ulrik faldt i snak med manden der imens han stod over bordet hvor bl.a. koranen lå. Den søde mand, vi formoder var en slags kustode, tilbød Ulrik en koran. Tøvende, takkede Ulrik ja – det er jo ikke hver dag man sådan får kastet gaver efter sig. Kustoden satte straks i halvsprint og forsvandt ud af salen. Kort efter kom han tilbage med den sørgelige besked at de desværre ikke havde flere nye koraner at give væk, tilbage, men at Ulrik gerne måtte få det eksemplar der lå på bordet – samme eksemplar der ofte var blevet brugt i moskeen under bøn. Med en forbigående kameramand der filmede optrinnet, fik Ulrik overrakt koranen – This is what islam is all about; I give, you receive – som kustoden så flot sagde det.

Vi glæder os til at se klippet på Al Jazeera i en hårdtklippet version, med titlen: Forrykt Dansker stjæler koranen fra lokal imam.

De enorme moskeer bliver oftest økonomisk funderet ved at huse en kæmpe bazaar i sine enorme bygninger, hvor man let bliver lettet for et par dollars, da priserne selvfølgeligt berettes uden de sidste to nuller…? Pudsig skik.

Opløftet af den fine gestus og så endda i Esfahan’s helligste moske, tullede vi rundt i byen og indsnusede stemningen. Hvis der er én ting iranere forstår sig på, må det udpræget være at picnic’e. Byens parker var proppet af folk med kurve, tæpper, gasblus og hvad der ellers hører sig til en tur i skoven. Og gerne til sent ud på natten, med de små poder rendende rundt og lave ulykker. Næste tur til Iran bliver med en picnickurv svejset fast på køleren og en Lambrusco i hånden.

Fra Esfahan gik turen mod Bajgiran, en mindre grænseby i Nordiran, gennem den utroligt smukke Iranske ørken, som ved adskillige skilte lovede kameler/dromedarer, men kun leverede får og dødsyge geder.

De lange stræk på motorvejene mellem byer bliver løbende mindre og mindre trivielle, da der foregår en tiltagende mængde aktiviteter i vejkanten. Gadesælgere, krydsende fodgængere og mænd med flag der vifter som havde de rabies, men især de vilde hunde der lunter over motorvejen kan give en skræk i livet. En gang hver, har Alexander og Ulrik måtte kaste bilen til siden med hornet i bund for at undgå kollisionen. Spændingen skal dog ikke forbeholdes motorvejen, så i rasende hast mod den Iransk-Turkmenske grænse måtte Ulrik lige markere utilfredsheden over de kaotiske rundkørsler ved at banke op i en Iraner der valgte at standse sin bil uden varsel. Heldigvis blev dette gjort med en politibil lige ca. 30 cm fra gerningsstedet, tilsæt 8 interesserede lokale og du har en presset situation. Igen viste de internationale kørekort sig som et fremragende forvirringsmoment, der sætter politiet skakmat. Ulrik forklarede betjentene at vi bestemt ikke behøvede farsi-skrevne nummerplader på bilen (??) og at vi havde travlt, så 5 min senere pegede politiet tweedmobilen i retning af grænsen.

For at teste hvor langt man kunne presse de Iranske betjente måtte Ulrik selv samme dag forhøje indsatserne. Så med lidt for frisk hastighed ned af et bjerg i hvad der åbenbart var en by, blev en lille overhaling foretaget. Det fik straks to mand 100 meter henne ad vejen til at spæne ud på kørebanen, men Ulrik behøvede ikke vandmelon eller hvad de ellers ville sælge så de blev venligt dyttet til siden indtil Alexander udbrød ”Det er politiet!”. Betjentene tog dog mordforsøget med et smil, forklarede nogle basale færdselsregler og sendte de to mand videre ud i trafikken og det blev besluttet at vi åbenbart kan slippe væk med mord, så længe de internationale kørekort er i vores besiddelse.