Den underjordiske by
Da passene først ville ligge parat til mandag kl. 12, og vi kun befandt os en dagsrejse derfra, havde vi en dag til fri disponering. Ruten gik derfor sydpå mod den centraltyrkiske by Nevsehir nær Aksaray – Til dönerfans bør det nævnes at denne by ligger nær Konya , Adana og Sivas. Endnu var de seks herrer gået helbredsmæssigt rent igennem, men en enkelt skæbnesvanger köfte, som uheldigvis blev delt af to mand, viste sig at være potent nok til at sende begge herrer, Ulrik og Peter, til tælling, medens Alexander samtidigt døjede med en influenza-lignende tilstand.
Ruten gik derfor efter en urolig nat straks til en underjordisk by, bygget som forsvar mod hærgende styrker, (dette øde ørkenlandskab, må åbenbart have været et yndet plyndringsmål, for de notoriske sand- og stentyve). Ned gik det af smalle gange, og ca. 5 meter under jorden i store lokaler kiggede selskabet imponerede op af luftventilationsskakterne, de to guider (et par knægte på 7-8 år), viste dog vejen videre gennem en ca. 80 cm høj og 25 meter lang gang, ned i dybet på hænder og knæ. Peter takkede pænt nej, og tanken strejfede nok også de fem andre. De to børn syntes heldigvis at det var mægtigt underholdende at overvære, hvilket bekræfter den længere varende tese om at børn, i bund og grund, blot er sadister.
Varme…
En side bemærkning; The Serbian Monkeys var blevet snydt på det groveste da de skulle købe højtalere til bilen, fra Carsound ved Rovsinggade, så musikken kan svært høres når blæsten står ind af vinduerne. Heldigvis er tweedmobilen udstyret med en enorm knap (vi snakker halvdelen af instrumentbrættet) der illustrerer at bilen kan køles ned til en salig blå farve, ved at tage den 35 grader varme luft udenfor, suge den igennem motorrummet, for derefter at overrisle de overophedede storsvedende kørere med dejlig kølig luft. Så da ipod’en fandt ugens favoritsang frem (Rasmus Seebach – Lidt i fem), blev vinduer prompte rullet op, men til Alexanders og Ulriks store forbavselse blev bilen i løbet af ca. 19 sekunder forvandlet til en smeltedigel, og vinduerne blev i panisk angst flået ned, til eder og forbandelser over bilens (manglende) nedkølingsudstyr.
Göreme og ballonturen
Et smukkere landskab end vi oplevede i Göreme er svært at forestille sig. Store vandmasser har skyllet det bløde jord- og stenlag bort, og tilbage er efterladt store dale med kegleformede 30 meter høje bygninger af semihård sten. Disse er blevet udhugget alle som en, til at forme den mest bizarre by man kan forestille sig. Der er ingen pointe i at forklare yderligere, da billeder og videoer siger så meget mere.
Den mere end snaksalige hotelvært fik hurtigt overbevist eventyrerne om at de skulle nå en ballontur henover dalene næste morgen ved solopgang, inden de tog til Kaysari næste dag. Turen var ikke svær at sælge, på trods af den åbenlyse overpris, som vi efterhånden var vant til at betale. Så næste morgen kl. lidt i fem (yep, Seebach-reference) kørtes der mod ballonerne i selskab med samtlige asiatere der kunne opstøves i den lille ørkenby. Turen var absolut nervepirrende, især for Ulrik og Peter som havde lidt svært med at forlige sig med tanken om at VARM LUFT holdt dem fra at styrte til deres endeligt.
Lad os lige tage den igen. Mennesker dør ved fald fra ikke særligt højt. Samtidigt har denne primat en indbygget naturlig skræk for at dø af tåbelige årsager. Når selvsamme primat, mens han befinder sig et par hundrede meter over jorden i en forstørret flettet picnickurv holdt svævende af varm luft, bliver stillet spørgsmålet ”har du højdeskræk?”, så virker det umiddelbart nærliggende at svare ”Hvorfor i alverden har du ikke?!?”.
Dødsforagt eller ej, var turen intet mindre end fantastisk hvilket de ivrige koreanere i kurven løbende konstaterede med udbryd såsom ”Ahhh”, ”Ihhh” og fra tid til anden endda en ”Ohhhh”. De havde endda deres egen klappeinstruktør med. En fyr der kort oversatte sikkerhedsinstruktionerne, for derefter at sætte sig ind i en bil og følge efter ballonen på jorden. Når vi endelig landede kom han stormende hen til kurven med hænderne klappende over hovedet – og alle de små koreanere klappede med i deres små hænder.
Desværre ventede pas med farvestrålende visum og derefter en lang rejse mod Irans grænse forude og der måtte tages afsked med de flotte omgivelser. Spændte og nervøse gik turen mod et af verdens mest lukkede lande.
Write a Comment