Twats in Tweed

Velkommen til Iran

Hvor skal man begynde…? Landskabet ændrede sig allerede i Østtyrkiet fra at ligne Østeuropa til et bølgende ørkenlandskab, utroligt at noget så fladt og støvet kan være så imponerende et syn.

På trods af en smule farlig kørsel ad ellers smukke bjergveje (fyldt med lastbiler der kørte direkte idiotisk, hvilket desværre resulterede i en alvorlig ulykke for en anden rallybil), lykkedes det ikke drengene at nå grænsen i tide, så et Hollandsk hold blev opstøvet og den stod på campering i grænsebjergene. En fredfyldt aften i smukke omgivelser.

Grænsen til Iran var som man kan forestille sig, enorme billeder af diverse ayatollaher (ja, vi aner stadigt ikke hvem af de gamle hvidskæggede mænd der er Khomeni). Grænsen var ved at lukke og der var en generel stemning af panik blandet med ligegyldighed fra vagternes side. Heldigvis havde vi bestilt en agent ved navn Hussein, en lille mild Iraner, (som åbenbart har skrevet for Lonely Planet), hvilket viste sig at være en fremragende ide. Hvad der for de andre ca. 8 rally hold, vi mødte ved grænsen, skulle vise sig at tage til sent ud på natten, tog kun fire timer for os. Undervejs lykkedes det os desværre at forære rammer med øl og et par liter gin væk på den tyrkiske side af grænsen, for derefter at opdage at vi også havde bestukket os til at slippe for inspektion af bilerne..!

Irans grænse var en pengemaskine: Visa 1400 kr., Carnet passage (til bilen) 2650 kr., og så skal der selvfølgeligt købes underlige dyre dieseltilladelser, hvilket Husein dog fik os ud af. Hussein tog sig dog gavmildt betalt for at hjælpe samtlige 9 hold; et styks Nike sportssæt og evt. en færdiglæst engelsk skønlitterær bog, man måtte have ligge i bilen. Optrækkeri!!!

Som nyslåede rial (Irans møntfod) millionærer begav vi os ud i det handelsembargo ramte land, dvs. ingen kaffe, ingen Starbucks, intet vestligt. Den fjollede Kahn tog i sluthalvfemserne 55 amerikanere som gidsler, som blev befriet efter en klodset amerikansk redningsaktion, desuden havde Dr. Mossadegh formastet sig til at nationalisere den iranske olie fra BP, som briterne havde købt og betalt (for hvad der i dag har en værdi svarende til en slikkepind og to liter pernot), da Ruder Konge var Klør Knægt, hvilket resulterede i at CIA snigmyrdede demokratisk valgte Mossadegh og nappede 60 % af olien, mens resten gik til briterne.

Forholdet til vesten kunne derfor svært være bedre. Hvad Alexander og Ulrik ikke lige havde overvejet, var at Visa og Mastercard er udenlandske firmaer, og derved ikke-eksisterende i Iran. Så med 35 Euro på lommen til to mand i 5 dage, tog vi selvsikre mod Tabriz. Dette skulle senere vise sig at være så stort et problem, at der ikke blev råd til mad, benzin eller hotel, men den tager vi en anden dag.

Forskellene var umiddelbare allerede mens vi kørte mod Tabriz, de kaotiske gader var fyldt med lastbiler, gerne lige så mange som der var personbiler. I Iran transporteres dog kun to ting på uendelige mængder lastbiler; 1) en enkelt kæmpe sten på ladet (på trods af at der er plads til adskillige); 2) Kæmpe metal cylinderrør som vi har besluttet er på vej til et atomanlæg.

Det virkede som om den gennemsnitlige iraner ikke var vant til at se vesterlændinge i udrustede rallybiler, fare paniske rundt i deres byer i forsøg på at tyde skilte skrevet på farsi, især grillen vakte stor opsigt. En beholder til vin er nok det bedste bud vi har fået, men når låget løftes lyser deres blik op af glæde og vi får et klap på skulderen, tydeligvis et grill-entusiastisk folk. Vi indgik dog straks en stiltiende aftale om at undre os over hinanden. Venligheden fejler bestemt ikke noget i Iran, alle er klar til en hjælpende hånd, specielt de engelsktalende, som gerne oversætter når politiet atter trækker os ind til siden. Dog åbenbart ikke for andet end at hyggesnakke lidt, vi har i alt fald endnu ikke fundet ud af hvad de vil andet end at høre hvad vi har gang i, og et minut senere sender os glade videre.

Som vores mand Hussein forklarede; Da han i Tyskland fredeligt sagde Salaam til folk, så de undrende og mistroisk på ham. I Iran er folk, for at sige det mildt, villige til at tale med fremmede. Faktisk så villige at de dytter energisk når vi kører forbi og halvdelen af korpus stikkes ud af vinduet med store thumbs up. Marc og Peter var tæt på at køre forbi verdens største kuppel, heldigvis fik en lokal iraner dem dirigeret af motorvejen med lygter, horn og vilde fagter. Et par sekunder efter han fik dem stoppet, var han i telefonen for at ringe til en ven i den nærliggende by der kunne guide os rundt i området, alt imens Marc og Peter febrilsk prøvede at forklare at vi var på vej et sted hen.

Vi er dog ved at være assimileret i en sådan grad, at Alexander gav den som tankpasser ved et benzinstop. En lille tæt iraner med busket skæg identificerede straks den høje blege mand med grønne solbriller ved tweedmobilen som indehaver af butikken, Alexander tog spørgende imod et bundt sedler fra hvad han selv troede var tankpasseren. En ærlig fejl, da den rigtige tankpasser i sin blå kedeldragt til forveksling lignede den forvirrede skandinav… Med store akavede smil blev situationen løst og pengene fandt sin rette ejermand, penge som vi senere opdagede vi nok burde have beholdt… (Bonusinfo Benzinpris: Tyrkiet = 14 kr/L, Iran = 2,5 kr/L).