Twats in Tweed

Nydeligt diktatur

Da grænsen til Turkmenistan blev krydset var det en flok målrettede fyre der styrede direkte mod baren, mens de diskuterede hvor heroisk de havde gennemlevet den lange afholdsperiode i Iran. Det blev til fire dage, hvis man ikke medregner de to dage vi drak på hotellet, en sand bedrift. Og så er det vist på plads med en lille kærlighedserklæring: Turkmenistan vi elsker dig og dine US dollars!!

Da vi nu kører i ørkenen, er vi tvunget til at bruge de to jerry cans vi har på taget, da her kan være langt mellem benzintanke. Alexander har hertil udviklet en smart metode til at tanke, først hældes benzin fra jerry can over i øjet, herfra hældes den videre fra øje ned i tanken. Følg op med at skrige af smerte og skyl efter med vand i 10 minutter.

En lille servicemeddelelse: Har du planlagt at køre en halv dag gennem ørkenen, kan det hænde at du bliver lidt tørstig i løbet af turen, så medbring vand og måske endda en lille kiks. Den fejl begår man kun to gange, før lektien er lært.

Den første ting man skal vide om Turkmenistan er at de er fuldkomment fanatiske når det kommer til at folk tager fotografier af deres offentlige bygninger og institutioner. Dødsstraf og andre højdepunkter bliver raskt lovet væk til alle der bare overvejer det. Selv Tim der ved grænsen vendte sig bagud og tog et billede af skiltet ”Welcome to Iran” blev straks hårdhændet irettesat og billedet måttre prombte slettes på hans kamera (inklusiv et par billeder fra Iran, der åbenbart ikke faldt i tolderens smag). Det skræmte dog ikke Alexander mere end at han tog et billede af Tim der stod sammen med militærvagten foran grænseposten imens de slettede Tims fotografi.

Den anden ting man skal vide om Turkmenistan er at de elsker at pifte. Ikke melodier eller dæk, men af andre. Militæret elsker at pifte efter civile, som os selv, når vi ikke går hvor vi skal eller ikke må tale med hinanden, så vi blev dirigeret rundt som får af en shetlands terrier. Men tale med hinanden skulle vi, for ellers havde de 4 timers ventetid ved grænsen ikke været til at holde ud. Hvad gør man når de folk der sidder i det 6. og i det 7. kontor, man skal forbi med sin bils registreringsattest, går til frokost midt i det hele?

Turkmenistans hovedstad Ashgabat var uden tvivl landets højdepunkt, med brede boulevarder enorme hvide (og kun hvide) palæinspirerede højhuse og en ekstrem grad af orden. Byen kan bedst beskrives som noget taget fra Dubai, med springvand og udsmykning overalt. Hele statsbudgettet er dog brugt i hovedstaden, da landets hovedvej får en grusvej på Lolland til at fremstå som autobahn, og max hastigheden ofte lå på 40 km/t. Ej heller skilte er der blevet råd til i dette (beklager Turkmenistan) uinspirerende land, da disse som bekendt er meget dyre. Selv den guide staten havde pålagt os, så vi kunne opføre os pænt, brændte os af, hvilket resulterede i en voldsom druktur med 10 andre Rally hold.

Den tredje ting man skal vide om Turkmenistan er at det er ret så forbudt at opholde sig på gaden efter klokken 23 når man er turist. Den situation kan kun forværres hvis du enten er stærkt beruset eller går hjemad med en lokal pige (som politiet straks vil antage er en prostitueret). Derfor gjorde vi klogt i at tage en taxi hjem fra baren – dog gjorde vi knapt så klogt i at forklare pirattaxien alt for svagt hvor vi skulle hen, så vi blev sat af et godt stykke fra hotellet. Lettere elefant steg vi ud af taxien og vraltede mod hotellet.

Efter et øjeblik fik Ulrik øje på to betjente der stod midt på pladsen, vi var i færd med at krydse. Som den bonus pater han nu engang er, daffede han ud til siden og sneg sig vej langs murene til hotellet – dog uden at fortælle Alexander det. Uden en bekymring vraltede Alexander godt besnøvlet lige mellem de to betjente der står og taler sammen. Hvordan denne begivenhed kunne passere uden påtale, er et af den moderne verdens større mysterier.

På hotellet kom vi på en eller anden facon fra hinanden, men det endte hurtigt med at en vis hr. O’Strit (fornavn Alexander), forsøgte at snige sig igennem lobbyen 6 gange for at nå ud til poolen (der i dén grad var lukket), kun iført knaldrøde Bjørn Borg-underdrenge. De første 4 gange hotellets medarbejdere tog de den halvnøgne skandinav med et beklemt smil, høje råb (”mister mister, the pool is closed!!”) og utrolig tålmodighed – de sidste 2 gange, kan Alexander slet ikke huske, for iklædt interimistisk toga, værelsets sengelagn, forsøgte han med stor iver at nå poolen, nu med exit fra trappen og kælderen – og igen ud igennem foyeren. Men det har aldrig været en smal sag at passere ubemærket forbi en hotelskranke som slank skandinav med dyrlægearme i Turkmenistan – endnu engang blev han returneret til værelset på 6. sal af en ansat (der overhovedet ikke ville have et kram, af den overglade unge mand fra det kolde nord, for at være et brag af en guttermand).

Ulrik var i mellemtiden på sin jagt efter den fulde Alexander (som havde nappet værelsesnøglen) blevet trukket ind i en højtaler af en beruset kvinde der ville danse, så blodet løb fra hovedet. En fremragende aften der blev kækt sluttet af med et venligt slagsmål på værelset, hvor Alexander fik et velplaceret knæspark fra Ulrik lige på næsen. Dagen efter var en dag der ikke var lutter lagkage, men nærmere tarvelige tømmermænd.

Man kan dog altid muntre sig over at alle top-range hotelværelser bliver aflyttet, så en oversætter har haft en festlig aften.