Twats in Tweed

Dagen efter

Nu startede eventyret, vi var kommet langvejs fra men endnu var turen ikke begyndt, vi tænkte tilbage på de rolige dage med afslapning og uforpligtende barbeque.

Helt rundt på gulvet vågnede selskabet efter en aften på slottet. Barbecuen stod stadigt og ulmede efter natgrillningen, som Peter var noget fortørnet over at være udeholdt fra. Han måtte dog til slut acceptere at hans udlægning af aftenens strabadser havde meget løs rod i virkeligheden, da flere uafhængige kilder berettede om hans begejstring over natmaden, det lykkedes endda 3 dage senere at finde et enkelt grynet billede hvor han var nådesløst fremstillet med pølse i et jerngreb. Til hans forsvar bør det nævnes at præcis halvdelen af ansigtet var krigsmalet, men hvor de smukke orange farver kom fra, står endnu hen i det uvisse, som så meget andet fra aftenen før.

Vi kunne dog stykke sammen at det ikke var gået stille for sig, da flere hundrede eventyrere, godt dullet op i Jules Verne tema og med gratis G&T’s har en tendens til at te sig tåbeligt. Desværre forbyder østens censur os at poste de mest inkriminerende billeder og historier..

Wien

Næste stop; Wien, ikke en by der stod specielt højt på ønskelisten hos nogen, men det skulle vise sig at være en fejl. Brede boulevarder, 5 etagers huse i københavnerstil dog med 2,5 meter til loftet og ulasteligt klædt lokalbefolkning. Enhver tur fra bistro til cafe og cafe til bar, udviklede sig til spontan sightseeing og lovprisning over dette tilfældige stop.

Alexander og Ulrik dyrkede efterhånden nationalsporten ”kameramontering” op til flere gange dagligt. Reglerne er simple: 1) Find kamera og gribearm frem, 2) Rul vinduet ned, 3) Monter kamera på roof rack (gerne i den rigtige retning) og tænd for dette. (Sporten dyrkes primært på vej ind og ud af byer, hvilket det lokale politi oftest er svært begejstrede for). Udvid evt. ved at filme den stressede vindblæste makker når han svinger ind i bilen igen.

Beograd

Serbien var hurtige til vise deres forkærlighed for regler, da grænseposten bød på stempling af papirer i et væk og med stor iver, især Ulriks sørgelige undskyldning for et pas (tak borgerservice for at kræve 600 kroner for et stykke papir med et navn på) blev modtaget med skepsis blandt de tre tilkaldte grænsevagter. Hotel og flere papirer til de hemmelige arkiver senere, stod den på Balkan by night (og aftensmad inden midnat).

Tim mente det var tid til nok engang at flashe sin overlegenhed ud i kendskab til mærkelige kroge af i forvejen underlige byer. Der var ikke megen troværdig i gruppen da vi stod foran en komplet anonym port og ringede på, for derefter at blive ført ned i kælderen i en beboelsesejendom.

Med nerver som en vesterlænding i en ukendt kælder under en delvist genopbygget krigshærget by, gik vi selvsikre ind i hvad der viste sig at være Beograds hyggeligste bar. Dørene blev slået op til palmer, bohemeindretning og ikke mindst 20 kroner drinks, maden måtte vente til senere.

Vi endte på en sød restaurant hvor et, mere end middeltpåtrængende, femmandsorkester gik rundt blandt bordene og spillede for fuld spade. Et bord ved siden af vores var besat af 4 damer og nogle børn, som, da orkesteret havde omringet dem, greb chancen og sang i vildens sky alle de serbiske folkesange de kunne. — og de kunne mange. I omkring en times tid gjaldede bordet ved siden af imens de klappede og dansede – vi passede vores øl og middag.

Helt friske og uden antydningen af at have vadet forvirret rundt i byens gader aftenen før, kørte et stolt og oplagt selskab væk fra Balkan og mod Istanbul, hvor turens første dag komplet uden kørsel ventede.

Istanbul:

Sjældent har seks, ellers elegante skandinaver (!), været i så sørgelig forfatning, som da bilerne kl. 2 om natten rullede gennem Istanbuls imponerende indfaldsveje, med 1038 km bag sig. Selv grænsepolitiet orkede ikke at lave mere vrøvl over det usle pas eller den upassende vogn. Turen havde også budt på direkte ubehagelig kørsel på de absolut ikke oplyste ”motorveje” fra Bulgarien mod grænsen, hvor der igen optrådte letpåklædte vejarbejdere, samt lastbiler i lange rækker, nok en tilfældighed (Efter request bringes et billede af en af de lokale). En tyrkisk grænse som af ukendte årsager vrimlede med masser af fodgængere der væltede fra toldbod til den næste, som var der gratis bacon for enden; forklaringer modtages gerne?

Istanbul indre by bød på en omgående advarsel, da Marc, Alexander og Ulrik spejdede efter hoteller. En noget bleg fyr i start trediverne udbrød begejstret, ”Hey, danskere!” bag os. Med sin trøje i hånden og ellers barfodet fik han berettet (i friskt gå-tempo) at han var på flugt fra en bar hvor en regning på 20.000 tyrkiske lirer ivrigt ventede (80.000 danske). Tillad os her at parafrase den eneste advarsel Lonely Planet byder på omkring Istanbul ”Beware of the ongoing scam involving women, bars and very expensive drinks”. Vi behøvede ikke bogen, vi havde et levende eksemplar, som straks blev tilbudt et lift væk fra en ubehagelig situation.

De seks herrer kæmpede derefter en umulig kamp mod at betale turistpris i hvad der skulle vise sig at være den dyreste by siden København, men som samtidigt bød på oplevelser ud over det sædvanlige. Den blå moske, Sofia moskeen, Paladset samt The Great Bazaar markerede tydeligt skellet fra vesten til østen, og berettigede tyrkerne i at kalde byen ” The most amazing city in the world”.

En aften i autentisk tyrkisk bad (som bød på lige dele tortur og behagelig massage) mildnede i den grad sindene hos de intetanende Europæere, der kiggede nervøst på de resterende pengesedler. (Ord kan ikke beskrive hvad vi blev udsat for, men sjældent har så olierede mørbankede kroppe haft det bedre).

De sene nattetimer bød på en frisk lille tyrkisk bytur for Alexander, Marc og Ulrik hvor humøret nåede sit foreløbige højdepunkt, især bidraget dertil af lokal humor over tre blege mænd der gav den til kanten på dansegulvet, i hvad tyrkerne kalder en bar, men blandt danskere kendt som en 3 værelses på 2 sal i et lejlighedskompleks. Den komplette dansefadæse blev dog reddet ved lokale venskaber og gratis øl i baren (smukt har det åbenbart ikke været).

Men The Serbian Monkeys var atter klar til et par timers søvn og destination Ankara, hvor visumproppede pas forhåbentligt ventede (ellers ses vi i København om lidt).

Observation: Hotelprisen fra England til Istanbul har været konstant omkring de 108 Euro (da vi af en eller anden årsag lever som konger, de 8 timer vi sover på hotellet hver nat), men værelserne bliver løbende grimmere. De fleste ville nok forvente tiltagende luksus for de samme dadler, des længere øst, men niks. Den portræterede vindeltrappe giver et meget godt indblik i hvilken slags hoteller vi har frekventeret (her Hotel Wandl i Wien), så ja vi ved det, ikke ligefrem grænseoverskridende forhold vi har kastet os ud i, foreløbigt…

Dette er en kompliceret problemstilling, så tag eventuelt udgangspunkt i nedenstående graf: