Twats in Tweed

Afrejse

Efter i månedsvis at have bakset med papirer, bil og andet praktisk, føltes en tur til Mongoliet en smule uhåndgribelig. Heldigvis havde de flere måneders forberedelse båret den frugt at vi stadigt stod, tre mand høj, i Marc og Alexanders lejlighed kl. 1 om natten, 5 timer før vi skulle i lufthavnen og diskuterede hvad man egentligt burde pakke… Vi har derfor alle pakket lidt tilfældigt, f.eks. består Ulriks varmest indslag af en tynd hættetrøje – og sovepose blev der ikke lige plads til.

The Bugle Inn

Da vi kørte fra Dunstable, hvor vi havde hentet vores biler, åbnede det smukke engelske folk straks deres hjerter for os, og thumbs up blev rundhåndet uddelt på vejene når tweedmobilen passerede. Efter lidt countryside sightseeing og stolt engelsk madkultur (large menu i UK = komplet familiemiddag i DK), blev første overnatning henlagt til en yndig lille forstad, kaldet Botley, uden for Southhampton, på en B&B kaldet Otter’s Green.

Vi rådførte os straks med den første unge Englænder vi stødte på (en klassisk britisk skønhed, skæve tænder inkluderet) om hvor festen ville foregå i aften. Vi var heldige, i aften var den store poolturnering på en af byens to kroer. Yes! Vi endte dog denne aften på den modsatte kro, The Bugle Inn, til stort anlagt quizaften, hvor vi som hold skilte os lidt ud. Vi var halvt så mange holdmedlemmer, halvt så gamle, knapt så britisk indfødte, men dobbelt så glade for baren. Quizzen forløb på eneste måde, den kunne, vi indkasserede et rungende nederlag, men med højt humør, til stor begejstring for de lokale.

Tabet var acceptabelt – de andre sad med danskvand, druesukkervand og andre usportslige ting – vi indhalerede GTs og øl.

Vi modtog vores præmie da stedet lukkede (en pakke maltesers) og stavrede hjemad, endnu beruserede over at vi korrekt havde identificeret at et ”Logan berry” består af dels raspberry og dels blackberry.

I løbet af aftenen fandt vi ud af at byens to kroer , som var placeret direkte på hver sin side af gaden, lå i en indædt fejde, og beskyldningerne om hinandens utilstrækkeligheder og fejl blev lystigt berettet af bartendere og stamgæster – vi havde heldigvis valgt rigtigt, mente de.

– og hvis nogen forresten kender en Kaj fra Kolding, så kan I hilse fra bartenderen.

Safety first

Det var blevet tid til at møde de andre ralliers, så vi begav os mod den fælles camping, hvor Ulrik ca. 15 min. inde i sin britiske debut kørsel præsterede et elegant venstresving direkte over i højre vognbane mod modkørende trafik, Alexander afværgede dog hurtigt situation med en strakt hilsende arm ud af bilens vindue, ledsaget af ”No worries, we are Danish! Everything is under control!”.

Her mødtes vores tre hold, og lejren blev sat op. De ellers planlægningsmæssigt udfordrede arrangørerer viste sig desværre at have en forkærlighed for regler, så bilens grill var et no go, både i dag og til starten i morgen. Skuffende ja, men ifølge løbets safety officer ville grillens varme antænde bilens benzintank (på 1,5 meter afstand og med 4 metalvægge igennem) og samtlige 300 løbsbiler blive opslugt i et inferno af eksplosioner. Vi accepterede trodsigt – efter de havde delt gratis øl ud.

Løbsledelsen kom dog forbi og hilste pænt på sin runde rundt til bilerne og Tweedmobilen indgik i sit andet photoshoot.

Løbstart

Næste morgen kørte vi straks over på tracket, hvor der var mange turister. Tweedmobilen var hurtigt et hit, blandt såvel kørerer som turister. Efter fremvisning kørte vi ud på racerbanen, hvor en begejstret folkemasse modtog bilen, med Alexander bag rattet med piben tændt og Ulrik med grillhandske og -tænger ivrigt klaprende af sted. Det skulle dog senere vise sig at et andet hold måtte udgå straks efter turen rundt på banen. De havde orienteret sig til den forkerte side og blev påkørt. Ingen kropslig skade, men en totalskadet bil. Kom nu med i programmet, England, og kør som os andre!¨

Turen gik straks til færgen fra Dover til Calais, men få timer efter ankomst til kontinental Europa (eller blot Europa som, i Alexanders verden, ikke omfatter landområder som Storbritannien, eller lande øst for Luxembourg) måtte de trætte eventyrere kapitulere og køre ind på en rasteplads lige efter Bruxelles for at sove.

Det lange stræk

Søndag stod den på kørsel fra Bruxelles, til Tjekkiet (byen Pilsner/Plzen), omkring 1000 km…

Og det var tid for tweedmobilen at vise hvad den kunne, eller rettere hvad den bestemt ikke brød sig om. I sidste kategori finder vi ting så som bakker med en hældning over 5 %, hvilket straks sænker farten fra 120 til 80 i lavt gear ledsaget i hvinende utilfredshed fra motoren. Det skulle vise sig at Sydtyskland er mere bakket end pyrenærene, så med konstant beroligende tale til bilen klarede den sin første manddomsprøve. Da vi missede den sidste benzintank måtte hold Marc+Peter og Alexander+Ulrik køre af motorvejen for at finde benzin.

Her mødte vi ved et større tilfælde et britisk par, komplet afsides fra ruten på en øde vej, hvor de stod med en flækket kølerslange på en søndag, midt i ingenting. Så 45 min. senere med hjælp fra Peter og Marc og gaffa + strips var bilen køreklar og vores konvoj var vokset med en halv. De tre biler viste sig dog hurtigt ikke at være ligeværdige da tweedmobilen kørte med fart tilpasset til vejens aktuelle hældning.

Vi endte dog samme sted alle sammen, da tweedmobilens hurtige ture ned af bakker, men langsomme træk opad, endte med at distancen var tilbagelagt på samme tid som en normal bil der kører med en konstant hastighed.

Undervejs gennem Tyskland stødte vi på en kø eller to, på motorvejen. Det tyske motorvejspoliti har dog ikke så meget til overs for folk der kravler udenpå deres biler for at sætte et videokamera op, med 70 km/t, har Alexander erfaret – men det blev aldrig til mere end lidt råben og skrigen over politivognens megafon.

Dog mente Ulrik ikke at hans bekendtskab til den tyske vej var stort nok, så efter at han havde glemt et spil Bezzerwizzer på taget af bilen, da vi var kørt fra en tankstation, måtte han ud og løbe på den. Som en junglekat farede han ud fra rabatten midt ud på motorvejen for at hente, hvad der viste sig at være spillets låg, med stor hast. Da han kom tilbage til bilen, stod resten af spillet stadigvæk fint på taget.

Synet af tjekkiske letpåklædte vejarbejdere illustrerede at vi officielt var i Østeuropa og kunne læne os tilbage med en Urquell (hvis fødeby vi var ankommet til), hvor de lokale kiggede skeptisk på os, men især på bilerne da vi forklarede at disse om fire uger ville suse over Mongoliets sletter.

I aften står den på Jules Verne fest i Tjekkiet på et gammelt slot i Klatova, kun 50 km væk. Vi bukker og nejer, parat til en dag med ligesindede tosser.