Twats in Tweed

Show me the way to the next borderpost.

(NB: Der er lagt flere billeder op på de tre foregående indlæg)

Åh min gud, hvor er vi nået til..? For første gang på turen følte vi os for alvor langt væk hjemmefra, da vi rullede ind i den lille usbekiske grænseby Bukara. Byen var fyldt med Mongol Rally hold, da det var et naturligt sted for nord- og sydrute folk at mødes på midten, de lokale syntes som altid vi var fra forstanden, men nu begyndte ordinære vestlige turister at måbe over hvordan så ringe biler, havde fragtet så ringe eventyrere så langt. Byen i sig selv var ganske charmerende, en klassisk ørkenby, med enorme moskeer, der i sig rummede hundrede meter lange basarer.

Efter en tur gennem ørkenen lugter den gennemsnitlige person værre end gnu, og vi var ingen undtagelse. Om vi havde redet på selv samme dyr fra grænsen, kunne vi ikke være i værre forfatning end tilfældet var, så det blev en dag brugt på at pleje sin krop og se frem mod turen til hovedstad Tashkent.

Der var dog ingen tid til at hvile på laurbærrene da vildmændene (yes, skægget har groet siden Iran) havde kurs mod Kirgisistan, som ligger i den sydøstlige ende af Usbekistan. Aftnerne i Samarkand, Tashkent og Andijon blev derfor taget i roligt tempo, hvor det blev tjekket om grænseovergangen var åben (Tim kom straks i omdrejninger og ringede rundt til sine kontakter på diverse ambassader, ministerier og NGO’er) og diskuteret hvilke forholdsregler vi burde tage os. Det blev derfor kun til en kort bytur i Tashkent for Marc, Alexander og Ulrik, da vi som Antropologer, måtte til bunds i hvorfor:

1)      Barerne havde rækker af tomme sprutflasker på hylderne og kun tilbød ”good russian beer”.

2)      Landets største banker og diverse vekselerer solgte os den lokale møntfod til voldsom overkurs? Denne blev bedre dag for dag, så enten oplever landet en galoperende hyperinflation, eller også kan man blive meget rig meget hurtigt ved at tage til Usbekistan med dollars på lommen (så er den givet videre).

3)      Tjenere nægter at forstå hvad man bestiller. Eksempelvis når Alexander bestiller pandekager og tjeneren som et naturligt opfølgende spørgsmål forhører sig ”Hvor mange ønsker herren?” og samtidigt illustrer at en pandekage kun er på størrelse med en ølbriks. Alexander bestiller uvidende tre styks, hvorefter tjeneren med et slet skjult grin sætter tre stykker fuldvoksen lagkage foran den forbløffede turist. Sådan Tashkent, det er måden at få solgt noget kage.

(Spørgsmål der åbenlyst kun kan belyses ved en bytur med de lokale.)

Karavanen rettede dagen derpå nervøst kompasnålen mod den kirgisiske grænse. Urolighederne i Kirgisistan, som gik ud over Uzbekere, var foregået i netop de to byer på vores rute og den britiske rejsevejledning stillede sig noget kritisk overfor vores rejseplaner.

Usbekerne må have en stortrivende hjulindustri, da vejkanten flyder med gamle dæk. Dette ville tjene som en advarsel for et rationelt tænkende menneske, men Ulrik valgte i stedet at køre efter sit veltrænede vejinstinkt. Dette resulterede hurtigt i et råbt ”JESUS”, da Ulrik mente han så højre forhjul frejdigt springe forbi førervinduet efter et voldsomt hul i vejen. Det viste sig dog blot at være en hjulkapsel og en ødelagt fælg, Tweedmobilens første reelle skade, og et tjept dækskifte senere var vi af sted. (Her er det vist på plads med en tak til Marc, der som en ægte kammerat valgte at filme optrinet med dertilhørende gode råd, frem for at give en hånd med).

Kirgisistan havde dog en streng dresscode og de tre biler blev, yderst høfligt, afvist ved grænsen. Der var intet at rafle om, Kirgisistan var ikke parate til os endnu da alle balloner endnu ikke var pustet op. Det blev derfor foreslået at vi kunne tage hele turen tilbage nordpå gennem Usbekistan, køre gennem Kasakhstan, og benytte os af den nordlige grænse til landet og derved undgå de værste brandpunkter. Det var der dog ingenlunde tid til, og det Kirgisiske visum vil derfor aldrig opleve tilfredsstillelsen ved et rødt tolderstempel. Æv.

Næsten skuffende, viste den Usbekisk-Kasakstanske grænse sig at være så uproblematisk, at to grænsevagter havde tid til at lære Alexander en Usbekisk sætning, som de mente han skulle afprøve på vagt nummer tre i det tilstødende kontor. Godt snøret vadede Alexander ind på mandens arbejdsplads og kaldte ham et endnu ukendt Usbekisk ukvemsord, til stor fryd for de tilstedeværende. (Vagterne fordriver ellers gerne tiden med at tjekke vores pas mellem 10 og 25 gange per overgang.)

Farvel til Stan’erne:

Straks efter grænsen blev det klart hvor stort et land vi var på vej ind i, da de andre stan’er fortonede som små provinslande sammenlignet med Kasakhstan, verdens 8. største land og det rigeste af alle stan’erne. Afstandene byer imellem svarer til at krydse Danmark et par gange, og de lokale stillede sig komplet uforstående overfor kort af deres eget land. Man ved man er i gode hænder når, når den prejede kasakh placerer sin pegefinger 1000 km i den forkerte ende af landet når han skal udpege den nuværende position, og man manuelt må trække hans finger hen over kortet. Dette er ikke et trick forbeholdt landarbejdere, men selv informationen på hoteller stirrer med skræk og rædsel når kortet over deres land præsenteres.

Det lykkedes dog at finde vej til landets gamle hovedstad Almarty som lå 800 km fra grænsen, dette bød undervejs på Alexander og Ulriks første in-car fest, da ruten passerede 11.111,1 km, dette blev selvfølgeligt fejret på behørig vis, med nyindkøbte mongolske veste (findes kun i størrelse small), vognen fyldt med balloner og provisoriske hatte. For en gang skyld modtog vi fuldt ud ansvaret for de undrende blikke. (Bare rolig, hele optrinnet er filmet)

Undervejs blev en overnatning dog henlagt til den mellemstore by Symkenth, hvor selskabet slog sig sammen med en Australier og en Irer (som insisterede på at bryde med den centralasiatiske brydemester, hvilket han muligvis fortrød senere) i et forsøg på at få en rolig øl. Dette slog fejl for Ulrik, der kl. 5 om morgenen befandt sig uden for byen i en privat sprutforretning (vist ejet af byens iværksætter), hvor alt var gratis. Godt beruset blev Ulrik ført til en ventende taxa, hvis chauffør lod sig forstå at Ulrik var professionel rallykører, frem for deltager i mongol rally. Han mente bestemt at den betydeligt overrislede turist skulle føre taxaen for at vise sine kundskaber, men valgte, da dette blev nægtet, i stedet at demonstrere sine egne rallyevner. Dødskørsel og to timers søvn senere (henlagt til en stol frem for sengen..?) var Ulrik noget modstræbende da han blev præsenteret for ideen om en 600 km tur mod Almaty.

Som Kasakhstans største by kan Almaty byde på alskens luksus, hvilket Tim straks udnyttede ved at booke os ind på Hyatt Regency Hotel, hvor de to vestbærende drenge blev modtaget med venlighed og en smule skepsis. I alt fald virkede det til at der var et vist ønske om at den fine ternede bil, ikke parkerede unødigt længe foran hovedindgangen. Det var tydeligt at The Hyatt var voldsomt overdressed i forhold til deres gæster.

Godt ovenpå efter en nat i bløde omgivelser, mente Ulrik og Alexander at det var tid til at byde de to makkerhold Adjø, for at begive sig på en 1000 km afstikker mod Astana. Det blev besluttet at ved en tidlig afgang og skippede måltider kunne bilen være fremme i nogenlunde fornuftig tid, givet at ingen større skader indtraf…

Det var derfor med stor forargelse at Alexander drejede ind på ”hovedvejen” mod Acxana (ja netop, ikke Astana), da denne i højere grad mindede om banen i et forhindringsløb end en motorvej. 20 km inde forsøgte Alexander sig med et flyvehop, og et dertilhørende fladt hjul. Heldigvis intet problem, da bilen endnu havde to reserver i behold. Ulrik steg ud, beså skaderne og konstaterede at begge fælge på højre side var ødelagt, hvorefter Alexander måtte berette at også venstre baghjul også var gået til de evige landeveje.

To biler blev stoppet, som forklarede at nærmeste by var 600 km forude, hmm…  The Serbian Monkey’s blev enige om at skifte to hjul og køre fladt de 20 km tilbage til den senest observerede bebyggelse (3-4 faldefærdige huse). Men da forhjulet viste sig at være rustet fast, og donkraften krøllede sammen under bilens vægt (c’mon, bilen er på størrelse med en cykel og vejer i omegnen af 16 kilo, hvor ringe kan en donkraft være???), så højre baghjul faldt halvt af, begyndte blikket i de to drenges øjne at flakke lidt, mens samtlige muligheder blev vendt.

I et forsøg på at låne en ny donkraft, blev en landrover med tre ældre herrer stoppet. Disse tre vindbidte kasakhstanere havde tydeligvis brugt deres ungdom på at bekæmpe kriminalitet iført farvestrålende kapper, og medgav at vi stod i en presset situation, men konstaterede at værre var det heller ikke. Da Alexander foreslog at han kørte med dem til nærmeste by for at prøve at finde passende suzukidæk (en håbløs mission), blev dette prompte afvist og et styks muggert, elektrisk pumpe og en herrestørrelse hammer blev lånt af tre mand i en pickup.

Efter en fem minutters debat de tre herrer i mellem, blev arbejdet påbegyndt, med det resultat at Suzukien en time senere var i besiddelse af fire velfungerende hjul på vognen, samt to på taget og var klar til de resterende 600 km. Fuldstændigt lamslåede forsøgte tweedmobilens indehavere at betale de tre mand i dollars hvilket blev afslået på det kraftigste. Da ruten blev forklaret blev der til gengæld slået en stor latter op, da dette bestemt ikke var vejen til Astana, men derimod en rute der ville have sendt bilen 600 km ned af en blind vej… Sjældent har udtrykket ”held i uheld” haft større ret.

Den resterende tur til Astana blev afviklet uden større problemer, hvor højdepunkterne var god røget fisk (købt af et familieforetagende i vejkanten), to fartbøder på hver 100 dollars som dog blev forhandlet ned til 10 dollars (hvorfor der på en flad lige motorvej, opstår et pludseligt behov for en 50 km zone, må stå hen i det uvisse. Sikkert og vist er det dog at der er betjente for enden af hver eneste) og en bøde fra en stærekasse i en 20 km zone !

Det gamle trick med at afmontere situationen ved at spørge betjenten om vej inden han har forklaret hvorfor vi blev stoppet, som var det os der ønskede at tale med ham, virkede på ingen måde overfor Kasakhstans emsige politikorps.

Den besværlige tur viste sig dog at være det hele værd, da Astanas byporte bød velkommen til sin besynderlige arkitektur. Hovedstaden blev rykket til provinsbyen Astana i 1994, og en stor kunstig by blev hurtigt stablet på benene (som Brasilia i Brasilien). Den sydlige del af byen, som huser de offentlige bygninger, er gennemført arkitektegnet hvilket har skabt en imponerende, men komplet død, bymidte, da byen primært huser tvangsflyttede offentligt ansatte.

Efter en særdeles våd og dyr aften på en af byens to natklubber (Chocolate som lå under Radisson hotellet krævede rask 800 kr. for fire drinks, en vandpibe og en kande the…!) kæmpede de to fyre sig hjem i de sene nattetimer, da de den efterfølgende dag havde kurs mod den russiske grænse og de øvrige hold. (Der var vist også noget med en stripklub og en arrig taxachauffør, som selektivt er blevet fortrængt…)

Serviceinfo: Føler man sig noget på fremmed grund og uciviliseret når man kører gennem den Kasakhstanske slette, kan det afhjælpes ved, som den eneste, at benytte blinklyset ved overhalinger.

Nydeligt diktatur

Da grænsen til Turkmenistan blev krydset var det en flok målrettede fyre der styrede direkte mod baren, mens de diskuterede hvor heroisk de havde gennemlevet den lange afholdsperiode i Iran. Det blev til fire dage, hvis man ikke medregner de to dage vi drak på hotellet, en sand bedrift. Og så er det vist på plads med en lille kærlighedserklæring: Turkmenistan vi elsker dig og dine US dollars!!

Da vi nu kører i ørkenen, er vi tvunget til at bruge de to jerry cans vi har på taget, da her kan være langt mellem benzintanke. Alexander har hertil udviklet en smart metode til at tanke, først hældes benzin fra jerry can over i øjet, herfra hældes den videre fra øje ned i tanken. Følg op med at skrige af smerte og skyl efter med vand i 10 minutter.

En lille servicemeddelelse: Har du planlagt at køre en halv dag gennem ørkenen, kan det hænde at du bliver lidt tørstig i løbet af turen, så medbring vand og måske endda en lille kiks. Den fejl begår man kun to gange, før lektien er lært.

Den første ting man skal vide om Turkmenistan er at de er fuldkomment fanatiske når det kommer til at folk tager fotografier af deres offentlige bygninger og institutioner. Dødsstraf og andre højdepunkter bliver raskt lovet væk til alle der bare overvejer det. Selv Tim der ved grænsen vendte sig bagud og tog et billede af skiltet ”Welcome to Iran” blev straks hårdhændet irettesat og billedet måttre prombte slettes på hans kamera (inklusiv et par billeder fra Iran, der åbenbart ikke faldt i tolderens smag). Det skræmte dog ikke Alexander mere end at han tog et billede af Tim der stod sammen med militærvagten foran grænseposten imens de slettede Tims fotografi.

Den anden ting man skal vide om Turkmenistan er at de elsker at pifte. Ikke melodier eller dæk, men af andre. Militæret elsker at pifte efter civile, som os selv, når vi ikke går hvor vi skal eller ikke må tale med hinanden, så vi blev dirigeret rundt som får af en shetlands terrier. Men tale med hinanden skulle vi, for ellers havde de 4 timers ventetid ved grænsen ikke været til at holde ud. Hvad gør man når de folk der sidder i det 6. og i det 7. kontor, man skal forbi med sin bils registreringsattest, går til frokost midt i det hele?

Turkmenistans hovedstad Ashgabat var uden tvivl landets højdepunkt, med brede boulevarder enorme hvide (og kun hvide) palæinspirerede højhuse og en ekstrem grad af orden. Byen kan bedst beskrives som noget taget fra Dubai, med springvand og udsmykning overalt. Hele statsbudgettet er dog brugt i hovedstaden, da landets hovedvej får en grusvej på Lolland til at fremstå som autobahn, og max hastigheden ofte lå på 40 km/t. Ej heller skilte er der blevet råd til i dette (beklager Turkmenistan) uinspirerende land, da disse som bekendt er meget dyre. Selv den guide staten havde pålagt os, så vi kunne opføre os pænt, brændte os af, hvilket resulterede i en voldsom druktur med 10 andre Rally hold.

Den tredje ting man skal vide om Turkmenistan er at det er ret så forbudt at opholde sig på gaden efter klokken 23 når man er turist. Den situation kan kun forværres hvis du enten er stærkt beruset eller går hjemad med en lokal pige (som politiet straks vil antage er en prostitueret). Derfor gjorde vi klogt i at tage en taxi hjem fra baren – dog gjorde vi knapt så klogt i at forklare pirattaxien alt for svagt hvor vi skulle hen, så vi blev sat af et godt stykke fra hotellet. Lettere elefant steg vi ud af taxien og vraltede mod hotellet.

Efter et øjeblik fik Ulrik øje på to betjente der stod midt på pladsen, vi var i færd med at krydse. Som den bonus pater han nu engang er, daffede han ud til siden og sneg sig vej langs murene til hotellet – dog uden at fortælle Alexander det. Uden en bekymring vraltede Alexander godt besnøvlet lige mellem de to betjente der står og taler sammen. Hvordan denne begivenhed kunne passere uden påtale, er et af den moderne verdens større mysterier.

På hotellet kom vi på en eller anden facon fra hinanden, men det endte hurtigt med at en vis hr. O’Strit (fornavn Alexander), forsøgte at snige sig igennem lobbyen 6 gange for at nå ud til poolen (der i dén grad var lukket), kun iført knaldrøde Bjørn Borg-underdrenge. De første 4 gange hotellets medarbejdere tog de den halvnøgne skandinav med et beklemt smil, høje råb (”mister mister, the pool is closed!!”) og utrolig tålmodighed – de sidste 2 gange, kan Alexander slet ikke huske, for iklædt interimistisk toga, værelsets sengelagn, forsøgte han med stor iver at nå poolen, nu med exit fra trappen og kælderen – og igen ud igennem foyeren. Men det har aldrig været en smal sag at passere ubemærket forbi en hotelskranke som slank skandinav med dyrlægearme i Turkmenistan – endnu engang blev han returneret til værelset på 6. sal af en ansat (der overhovedet ikke ville have et kram, af den overglade unge mand fra det kolde nord, for at være et brag af en guttermand).

Ulrik var i mellemtiden på sin jagt efter den fulde Alexander (som havde nappet værelsesnøglen) blevet trukket ind i en højtaler af en beruset kvinde der ville danse, så blodet løb fra hovedet. En fremragende aften der blev kækt sluttet af med et venligt slagsmål på værelset, hvor Alexander fik et velplaceret knæspark fra Ulrik lige på næsen. Dagen efter var en dag der ikke var lutter lagkage, men nærmere tarvelige tømmermænd.

Man kan dog altid muntre sig over at alle top-range hotelværelser bliver aflyttet, så en oversætter har haft en festlig aften.

Det persiske riges hovedstad

Esfahan cementerede at den Iranske befolkning hører til blandt de venligste og bestemt ikke er et religiøst fanatisk folk. De lokale er moderne klædt og de engelsktalende er ikke blege for at melde ud at landet styres for strengt og at de fleste ikke er voldsomt religiøse. De unge piger har sløret trukket langt tilbage, går med sminke og vestligt tøj og visse er ikke for generte til at tale med fremmede. Et par dejligt fredfyldte dage blev nydt i denne datidens metropol, hvor kun en lille svejsebrand i tweedmobilen og en hotelregning vi ikke havde råd til at betale forstyrrede idyllen.

Vi besøgte Esfahans største og mest fantastiske moske. Tårnhøj, bred som Fyn og lige så blank og glimtende som Ole Henriksens hud. I en af salene stod et bord fyldt med bøger og rundt langs væggene var der plancher med udtag fra korans hellige skrifter. Rundt blandt os seks danskere kom der pludseligt en mand og bød på en slags slik der nemmest kan forklares som en form for blød og sød fransk nougat. Ulrik faldt i snak med manden der imens han stod over bordet hvor bl.a. koranen lå. Den søde mand, vi formoder var en slags kustode, tilbød Ulrik en koran. Tøvende, takkede Ulrik ja – det er jo ikke hver dag man sådan får kastet gaver efter sig. Kustoden satte straks i halvsprint og forsvandt ud af salen. Kort efter kom han tilbage med den sørgelige besked at de desværre ikke havde flere nye koraner at give væk, tilbage, men at Ulrik gerne måtte få det eksemplar der lå på bordet – samme eksemplar der ofte var blevet brugt i moskeen under bøn. Med en forbigående kameramand der filmede optrinnet, fik Ulrik overrakt koranen – This is what islam is all about; I give, you receive – som kustoden så flot sagde det.

Vi glæder os til at se klippet på Al Jazeera i en hårdtklippet version, med titlen: Forrykt Dansker stjæler koranen fra lokal imam.

De enorme moskeer bliver oftest økonomisk funderet ved at huse en kæmpe bazaar i sine enorme bygninger, hvor man let bliver lettet for et par dollars, da priserne selvfølgeligt berettes uden de sidste to nuller…? Pudsig skik.

Opløftet af den fine gestus og så endda i Esfahan’s helligste moske, tullede vi rundt i byen og indsnusede stemningen. Hvis der er én ting iranere forstår sig på, må det udpræget være at picnic’e. Byens parker var proppet af folk med kurve, tæpper, gasblus og hvad der ellers hører sig til en tur i skoven. Og gerne til sent ud på natten, med de små poder rendende rundt og lave ulykker. Næste tur til Iran bliver med en picnickurv svejset fast på køleren og en Lambrusco i hånden.

Fra Esfahan gik turen mod Bajgiran, en mindre grænseby i Nordiran, gennem den utroligt smukke Iranske ørken, som ved adskillige skilte lovede kameler/dromedarer, men kun leverede får og dødsyge geder.

De lange stræk på motorvejene mellem byer bliver løbende mindre og mindre trivielle, da der foregår en tiltagende mængde aktiviteter i vejkanten. Gadesælgere, krydsende fodgængere og mænd med flag der vifter som havde de rabies, men især de vilde hunde der lunter over motorvejen kan give en skræk i livet. En gang hver, har Alexander og Ulrik måtte kaste bilen til siden med hornet i bund for at undgå kollisionen. Spændingen skal dog ikke forbeholdes motorvejen, så i rasende hast mod den Iransk-Turkmenske grænse måtte Ulrik lige markere utilfredsheden over de kaotiske rundkørsler ved at banke op i en Iraner der valgte at standse sin bil uden varsel. Heldigvis blev dette gjort med en politibil lige ca. 30 cm fra gerningsstedet, tilsæt 8 interesserede lokale og du har en presset situation. Igen viste de internationale kørekort sig som et fremragende forvirringsmoment, der sætter politiet skakmat. Ulrik forklarede betjentene at vi bestemt ikke behøvede farsi-skrevne nummerplader på bilen (??) og at vi havde travlt, så 5 min senere pegede politiet tweedmobilen i retning af grænsen.

For at teste hvor langt man kunne presse de Iranske betjente måtte Ulrik selv samme dag forhøje indsatserne. Så med lidt for frisk hastighed ned af et bjerg i hvad der åbenbart var en by, blev en lille overhaling foretaget. Det fik straks to mand 100 meter henne ad vejen til at spæne ud på kørebanen, men Ulrik behøvede ikke vandmelon eller hvad de ellers ville sælge så de blev venligt dyttet til siden indtil Alexander udbrød ”Det er politiet!”. Betjentene tog dog mordforsøget med et smil, forklarede nogle basale færdselsregler og sendte de to mand videre ud i trafikken og det blev besluttet at vi åbenbart kan slippe væk med mord, så længe de internationale kørekort er i vores besiddelse.

Velkommen til Iran

Hvor skal man begynde…? Landskabet ændrede sig allerede i Østtyrkiet fra at ligne Østeuropa til et bølgende ørkenlandskab, utroligt at noget så fladt og støvet kan være så imponerende et syn.

På trods af en smule farlig kørsel ad ellers smukke bjergveje (fyldt med lastbiler der kørte direkte idiotisk, hvilket desværre resulterede i en alvorlig ulykke for en anden rallybil), lykkedes det ikke drengene at nå grænsen i tide, så et Hollandsk hold blev opstøvet og den stod på campering i grænsebjergene. En fredfyldt aften i smukke omgivelser.

Grænsen til Iran var som man kan forestille sig, enorme billeder af diverse ayatollaher (ja, vi aner stadigt ikke hvem af de gamle hvidskæggede mænd der er Khomeni). Grænsen var ved at lukke og der var en generel stemning af panik blandet med ligegyldighed fra vagternes side. Heldigvis havde vi bestilt en agent ved navn Hussein, en lille mild Iraner, (som åbenbart har skrevet for Lonely Planet), hvilket viste sig at være en fremragende ide. Hvad der for de andre ca. 8 rally hold, vi mødte ved grænsen, skulle vise sig at tage til sent ud på natten, tog kun fire timer for os. Undervejs lykkedes det os desværre at forære rammer med øl og et par liter gin væk på den tyrkiske side af grænsen, for derefter at opdage at vi også havde bestukket os til at slippe for inspektion af bilerne..!

Irans grænse var en pengemaskine: Visa 1400 kr., Carnet passage (til bilen) 2650 kr., og så skal der selvfølgeligt købes underlige dyre dieseltilladelser, hvilket Husein dog fik os ud af. Hussein tog sig dog gavmildt betalt for at hjælpe samtlige 9 hold; et styks Nike sportssæt og evt. en færdiglæst engelsk skønlitterær bog, man måtte have ligge i bilen. Optrækkeri!!!

Som nyslåede rial (Irans møntfod) millionærer begav vi os ud i det handelsembargo ramte land, dvs. ingen kaffe, ingen Starbucks, intet vestligt. Den fjollede Kahn tog i sluthalvfemserne 55 amerikanere som gidsler, som blev befriet efter en klodset amerikansk redningsaktion, desuden havde Dr. Mossadegh formastet sig til at nationalisere den iranske olie fra BP, som briterne havde købt og betalt (for hvad der i dag har en værdi svarende til en slikkepind og to liter pernot), da Ruder Konge var Klør Knægt, hvilket resulterede i at CIA snigmyrdede demokratisk valgte Mossadegh og nappede 60 % af olien, mens resten gik til briterne.

Forholdet til vesten kunne derfor svært være bedre. Hvad Alexander og Ulrik ikke lige havde overvejet, var at Visa og Mastercard er udenlandske firmaer, og derved ikke-eksisterende i Iran. Så med 35 Euro på lommen til to mand i 5 dage, tog vi selvsikre mod Tabriz. Dette skulle senere vise sig at være så stort et problem, at der ikke blev råd til mad, benzin eller hotel, men den tager vi en anden dag.

Forskellene var umiddelbare allerede mens vi kørte mod Tabriz, de kaotiske gader var fyldt med lastbiler, gerne lige så mange som der var personbiler. I Iran transporteres dog kun to ting på uendelige mængder lastbiler; 1) en enkelt kæmpe sten på ladet (på trods af at der er plads til adskillige); 2) Kæmpe metal cylinderrør som vi har besluttet er på vej til et atomanlæg.

Det virkede som om den gennemsnitlige iraner ikke var vant til at se vesterlændinge i udrustede rallybiler, fare paniske rundt i deres byer i forsøg på at tyde skilte skrevet på farsi, især grillen vakte stor opsigt. En beholder til vin er nok det bedste bud vi har fået, men når låget løftes lyser deres blik op af glæde og vi får et klap på skulderen, tydeligvis et grill-entusiastisk folk. Vi indgik dog straks en stiltiende aftale om at undre os over hinanden. Venligheden fejler bestemt ikke noget i Iran, alle er klar til en hjælpende hånd, specielt de engelsktalende, som gerne oversætter når politiet atter trækker os ind til siden. Dog åbenbart ikke for andet end at hyggesnakke lidt, vi har i alt fald endnu ikke fundet ud af hvad de vil andet end at høre hvad vi har gang i, og et minut senere sender os glade videre.

Som vores mand Hussein forklarede; Da han i Tyskland fredeligt sagde Salaam til folk, så de undrende og mistroisk på ham. I Iran er folk, for at sige det mildt, villige til at tale med fremmede. Faktisk så villige at de dytter energisk når vi kører forbi og halvdelen af korpus stikkes ud af vinduet med store thumbs up. Marc og Peter var tæt på at køre forbi verdens største kuppel, heldigvis fik en lokal iraner dem dirigeret af motorvejen med lygter, horn og vilde fagter. Et par sekunder efter han fik dem stoppet, var han i telefonen for at ringe til en ven i den nærliggende by der kunne guide os rundt i området, alt imens Marc og Peter febrilsk prøvede at forklare at vi var på vej et sted hen.

Vi er dog ved at være assimileret i en sådan grad, at Alexander gav den som tankpasser ved et benzinstop. En lille tæt iraner med busket skæg identificerede straks den høje blege mand med grønne solbriller ved tweedmobilen som indehaver af butikken, Alexander tog spørgende imod et bundt sedler fra hvad han selv troede var tankpasseren. En ærlig fejl, da den rigtige tankpasser i sin blå kedeldragt til forveksling lignede den forvirrede skandinav… Med store akavede smil blev situationen løst og pengene fandt sin rette ejermand, penge som vi senere opdagede vi nok burde have beholdt… (Bonusinfo Benzinpris: Tyrkiet = 14 kr/L, Iran = 2,5 kr/L).

Den underjordiske by

Da passene først ville ligge parat til mandag kl. 12, og vi kun befandt os en dagsrejse derfra, havde vi en dag til fri disponering. Ruten gik derfor sydpå mod den centraltyrkiske by Nevsehir nær Aksaray – Til dönerfans bør det nævnes at denne by ligger nær Konya , Adana og Sivas. Endnu var de seks herrer gået helbredsmæssigt rent igennem, men en enkelt skæbnesvanger köfte, som uheldigvis blev delt af to mand, viste sig at være potent nok til at sende begge herrer, Ulrik og Peter, til tælling, medens Alexander samtidigt døjede med en influenza-lignende tilstand.

Ruten gik derfor efter en urolig nat straks til en underjordisk by, bygget som forsvar mod hærgende styrker, (dette øde ørkenlandskab, må åbenbart have været et yndet plyndringsmål, for de notoriske sand- og stentyve). Ned gik det af smalle gange, og ca. 5 meter under jorden i store lokaler kiggede selskabet imponerede op af luftventilationsskakterne, de to guider (et par knægte på 7-8 år), viste dog vejen videre gennem en ca. 80 cm høj og 25 meter lang gang, ned i dybet på hænder og knæ. Peter takkede pænt nej, og tanken strejfede nok også de fem andre. De to børn syntes heldigvis at det var mægtigt underholdende at overvære, hvilket bekræfter den længere varende tese om at børn, i bund og grund, blot er sadister.

Varme…

En side bemærkning; The Serbian Monkeys var blevet snydt på det groveste da de skulle købe højtalere til bilen, fra Carsound ved Rovsinggade, så musikken kan svært høres når blæsten står ind af vinduerne. Heldigvis er tweedmobilen udstyret med en enorm knap (vi snakker halvdelen af instrumentbrættet) der illustrerer at bilen kan køles ned til en salig blå farve, ved at tage den 35 grader varme luft udenfor, suge den igennem motorrummet, for derefter at overrisle de overophedede storsvedende kørere med dejlig kølig luft. Så da ipod’en fandt ugens favoritsang frem (Rasmus Seebach – Lidt i fem), blev vinduer prompte rullet op, men til Alexanders og Ulriks store forbavselse blev bilen i løbet af ca. 19 sekunder forvandlet til en smeltedigel, og vinduerne blev i panisk angst flået ned, til eder og forbandelser over bilens (manglende) nedkølingsudstyr.

Göreme og ballonturen

Et smukkere landskab end vi oplevede i Göreme er svært at forestille sig. Store vandmasser har skyllet det bløde jord- og stenlag bort, og tilbage er efterladt store dale med kegleformede 30 meter høje bygninger af semihård sten. Disse er blevet udhugget alle som en, til at forme den mest bizarre by man kan forestille sig. Der er ingen pointe i at forklare yderligere, da billeder og videoer siger så meget mere.

Den mere end snaksalige hotelvært fik hurtigt overbevist eventyrerne om at de skulle nå en ballontur henover dalene næste morgen ved solopgang, inden de tog til Kaysari næste dag. Turen var ikke svær at sælge, på trods af den åbenlyse overpris, som vi efterhånden var vant til at betale. Så næste morgen kl. lidt i fem (yep, Seebach-reference) kørtes der mod ballonerne i selskab med samtlige asiatere der kunne opstøves i den lille ørkenby. Turen var absolut nervepirrende, især for Ulrik og Peter som havde lidt svært med at forlige sig med tanken om at VARM LUFT holdt dem fra at styrte til deres endeligt.

Lad os lige tage den igen. Mennesker dør ved fald fra ikke særligt højt. Samtidigt har denne primat en indbygget naturlig skræk for at dø af tåbelige årsager. Når selvsamme primat, mens han befinder sig et par hundrede meter over jorden i en forstørret flettet picnickurv holdt svævende af varm luft, bliver stillet spørgsmålet ”har du højdeskræk?”, så virker det umiddelbart nærliggende at svare ”Hvorfor i alverden har du ikke?!?”.

Dødsforagt eller ej, var turen intet mindre end fantastisk hvilket de ivrige koreanere i kurven løbende konstaterede med udbryd såsom ”Ahhh”, ”Ihhh” og fra tid til anden endda en ”Ohhhh”. De havde endda deres egen klappeinstruktør med. En fyr der kort oversatte sikkerhedsinstruktionerne, for derefter at sætte sig ind i en bil og følge efter ballonen på jorden. Når vi endelig landede kom han stormende hen til kurven med hænderne klappende over hovedet – og alle de små koreanere klappede med i deres små hænder.

Desværre ventede pas med farvestrålende visum og derefter en lang rejse mod Irans grænse forude og der måtte tages afsked med de flotte omgivelser. Spændte og nervøse gik turen mod et af verdens mest lukkede lande.

Dagen efter

Nu startede eventyret, vi var kommet langvejs fra men endnu var turen ikke begyndt, vi tænkte tilbage på de rolige dage med afslapning og uforpligtende barbeque.

Helt rundt på gulvet vågnede selskabet efter en aften på slottet. Barbecuen stod stadigt og ulmede efter natgrillningen, som Peter var noget fortørnet over at være udeholdt fra. Han måtte dog til slut acceptere at hans udlægning af aftenens strabadser havde meget løs rod i virkeligheden, da flere uafhængige kilder berettede om hans begejstring over natmaden, det lykkedes endda 3 dage senere at finde et enkelt grynet billede hvor han var nådesløst fremstillet med pølse i et jerngreb. Til hans forsvar bør det nævnes at præcis halvdelen af ansigtet var krigsmalet, men hvor de smukke orange farver kom fra, står endnu hen i det uvisse, som så meget andet fra aftenen før.

Vi kunne dog stykke sammen at det ikke var gået stille for sig, da flere hundrede eventyrere, godt dullet op i Jules Verne tema og med gratis G&T’s har en tendens til at te sig tåbeligt. Desværre forbyder østens censur os at poste de mest inkriminerende billeder og historier..

Wien

Næste stop; Wien, ikke en by der stod specielt højt på ønskelisten hos nogen, men det skulle vise sig at være en fejl. Brede boulevarder, 5 etagers huse i københavnerstil dog med 2,5 meter til loftet og ulasteligt klædt lokalbefolkning. Enhver tur fra bistro til cafe og cafe til bar, udviklede sig til spontan sightseeing og lovprisning over dette tilfældige stop.

Alexander og Ulrik dyrkede efterhånden nationalsporten ”kameramontering” op til flere gange dagligt. Reglerne er simple: 1) Find kamera og gribearm frem, 2) Rul vinduet ned, 3) Monter kamera på roof rack (gerne i den rigtige retning) og tænd for dette. (Sporten dyrkes primært på vej ind og ud af byer, hvilket det lokale politi oftest er svært begejstrede for). Udvid evt. ved at filme den stressede vindblæste makker når han svinger ind i bilen igen.

Beograd

Serbien var hurtige til vise deres forkærlighed for regler, da grænseposten bød på stempling af papirer i et væk og med stor iver, især Ulriks sørgelige undskyldning for et pas (tak borgerservice for at kræve 600 kroner for et stykke papir med et navn på) blev modtaget med skepsis blandt de tre tilkaldte grænsevagter. Hotel og flere papirer til de hemmelige arkiver senere, stod den på Balkan by night (og aftensmad inden midnat).

Tim mente det var tid til nok engang at flashe sin overlegenhed ud i kendskab til mærkelige kroge af i forvejen underlige byer. Der var ikke megen troværdig i gruppen da vi stod foran en komplet anonym port og ringede på, for derefter at blive ført ned i kælderen i en beboelsesejendom.

Med nerver som en vesterlænding i en ukendt kælder under en delvist genopbygget krigshærget by, gik vi selvsikre ind i hvad der viste sig at være Beograds hyggeligste bar. Dørene blev slået op til palmer, bohemeindretning og ikke mindst 20 kroner drinks, maden måtte vente til senere.

Vi endte på en sød restaurant hvor et, mere end middeltpåtrængende, femmandsorkester gik rundt blandt bordene og spillede for fuld spade. Et bord ved siden af vores var besat af 4 damer og nogle børn, som, da orkesteret havde omringet dem, greb chancen og sang i vildens sky alle de serbiske folkesange de kunne. — og de kunne mange. I omkring en times tid gjaldede bordet ved siden af imens de klappede og dansede – vi passede vores øl og middag.

Helt friske og uden antydningen af at have vadet forvirret rundt i byens gader aftenen før, kørte et stolt og oplagt selskab væk fra Balkan og mod Istanbul, hvor turens første dag komplet uden kørsel ventede.

Istanbul:

Sjældent har seks, ellers elegante skandinaver (!), været i så sørgelig forfatning, som da bilerne kl. 2 om natten rullede gennem Istanbuls imponerende indfaldsveje, med 1038 km bag sig. Selv grænsepolitiet orkede ikke at lave mere vrøvl over det usle pas eller den upassende vogn. Turen havde også budt på direkte ubehagelig kørsel på de absolut ikke oplyste ”motorveje” fra Bulgarien mod grænsen, hvor der igen optrådte letpåklædte vejarbejdere, samt lastbiler i lange rækker, nok en tilfældighed (Efter request bringes et billede af en af de lokale). En tyrkisk grænse som af ukendte årsager vrimlede med masser af fodgængere der væltede fra toldbod til den næste, som var der gratis bacon for enden; forklaringer modtages gerne?

Istanbul indre by bød på en omgående advarsel, da Marc, Alexander og Ulrik spejdede efter hoteller. En noget bleg fyr i start trediverne udbrød begejstret, ”Hey, danskere!” bag os. Med sin trøje i hånden og ellers barfodet fik han berettet (i friskt gå-tempo) at han var på flugt fra en bar hvor en regning på 20.000 tyrkiske lirer ivrigt ventede (80.000 danske). Tillad os her at parafrase den eneste advarsel Lonely Planet byder på omkring Istanbul ”Beware of the ongoing scam involving women, bars and very expensive drinks”. Vi behøvede ikke bogen, vi havde et levende eksemplar, som straks blev tilbudt et lift væk fra en ubehagelig situation.

De seks herrer kæmpede derefter en umulig kamp mod at betale turistpris i hvad der skulle vise sig at være den dyreste by siden København, men som samtidigt bød på oplevelser ud over det sædvanlige. Den blå moske, Sofia moskeen, Paladset samt The Great Bazaar markerede tydeligt skellet fra vesten til østen, og berettigede tyrkerne i at kalde byen ” The most amazing city in the world”.

En aften i autentisk tyrkisk bad (som bød på lige dele tortur og behagelig massage) mildnede i den grad sindene hos de intetanende Europæere, der kiggede nervøst på de resterende pengesedler. (Ord kan ikke beskrive hvad vi blev udsat for, men sjældent har så olierede mørbankede kroppe haft det bedre).

De sene nattetimer bød på en frisk lille tyrkisk bytur for Alexander, Marc og Ulrik hvor humøret nåede sit foreløbige højdepunkt, især bidraget dertil af lokal humor over tre blege mænd der gav den til kanten på dansegulvet, i hvad tyrkerne kalder en bar, men blandt danskere kendt som en 3 værelses på 2 sal i et lejlighedskompleks. Den komplette dansefadæse blev dog reddet ved lokale venskaber og gratis øl i baren (smukt har det åbenbart ikke været).

Men The Serbian Monkeys var atter klar til et par timers søvn og destination Ankara, hvor visumproppede pas forhåbentligt ventede (ellers ses vi i København om lidt).

Observation: Hotelprisen fra England til Istanbul har været konstant omkring de 108 Euro (da vi af en eller anden årsag lever som konger, de 8 timer vi sover på hotellet hver nat), men værelserne bliver løbende grimmere. De fleste ville nok forvente tiltagende luksus for de samme dadler, des længere øst, men niks. Den portræterede vindeltrappe giver et meget godt indblik i hvilken slags hoteller vi har frekventeret (her Hotel Wandl i Wien), så ja vi ved det, ikke ligefrem grænseoverskridende forhold vi har kastet os ud i, foreløbigt…

Dette er en kompliceret problemstilling, så tag eventuelt udgangspunkt i nedenstående graf: